Ingrid17x

Hvad er meningen……….

Kære alle læsere af min blog, 

Kære alle modne kvinder og mænd og kære alle andre interesserede.

Min blog har nu eksisteret i ca. 5 måneder og jeg vil gerne takke alle mine læsere for deres positive modtagelse af mine blogindlæg. Jeg har desværre ikke endnu tid nok til, at åbne op for min blog, til at være et forum for dialog. Men jeg har alligevel fået en del henvendelser fra en del af jer over mailen. Og tusind tak for det.

Dette indlæg er valgt, p.g.a at en af mine yngre læsere har stillet mig det spørgsmål. “Hvad er meningen med livet” Det vil jeg efter bedste evne forsøge at give min version af. Som ikke på nogen måde kan opfattes, at være det eneste og sande svar. Hvilket nok heller ikke findes. Det ser ud til at vi mennesker i nogen grad selv, må finde vores mening med livet

Med dette indlæg vil jeg samtidig åbne op for, at du kan sende mig et emne, som du gerne vil høre mine tanker omkring.

Jeg kan naturligvis ikke love, at jeg kan besvare alle forslag, hvis der skulle komme mange henvendelser, som kan ske via min mail adr. ingridortmann@mail.dk.

Men tilbage til: Hvad er meningen med livet?”

 Jeg vil give min version, som den opleves lige nu. Og som i nogen grad vil ændre sig efter de vilkår, jeg må komme ud for.

Jeg vil forsøge, at dele “meningen op i en mere dagligdags adfærd og i en mere overordnet eksistentiel mening. Men selvfølgelig vil dagligdagen og det mere eksistentielle overlappe hinanden i den måde jeg dels opfatter mig selv på og dels den måde jeg møder andre mennesker på.

Jeg oplever, meningen i dagligdagen for mig opstår ved, at møde dagen med et åbent sind overfor, hvad der måtte ske i løbet af dagen. Og en bevidsthed om at dagen formes i høj grad af den måde, jeg møder dagen på. Dermed mener jeg, at meningen kommer ved at “ville” tage ansvar for alt hvad vi møder i dagligdagen, vores relationer, vores familie og venner, børn, unge, dyr og planter og blomster. At møde alt med en ydmyg holdning ( ydmyg skal her forstås som respektfuld)  At gøre vores bedste i de opgaver, vi påtager os at løse.

En anden side af det, der giver mig mening i livet lige nu, ser ud til at blive det store trend i dette efterår.

Emnet er: At vi skal lære at nøjes.

En af tidens guruer, psykologen Svend Brinkmann udkommer meget snart med bogen: “Gå glip – begrænsningens kunst i en grænseløs tid.

Jeg har af gode grunde ikke læst bogen, men som overskrift i et interview i Politiken siger han: “Vi skal lære at nøjes” og netop det at lære at nøjes, ser jeg som en trend, der kan medvirke til at give mange af os  en større og mere indsigtsfuld mening med livet.

En af de syv dødssynder er, som bekendt grådighed. Her skal ikke forstås, at jeg mener, vi  nu skal leve i askese, men at nøjes med lidt mindre af alt det, som mange af os overforbruger: det kan være en uendelig strøm af oplevelser, rejser af mad, drikke, indkøb af ting, som vi har nok af i forvejen, eller at arbejde til vi segner, for at opnå en højere karriere. 

Der er absolut ikke noget i vejen for at nyde og gøre alle disse ting, men hvis vi overforbruger de muligheder vi har, opstår nemt det behov, at mere vil have mere. Ellers vil der hurtigt opstå en følelse af tomhed, som hele tiden skal fyldes op.

 Hvis vi kunne se alle de muligheder vi har,  som noget vi kan nyde som et gode, i de rette mængder, i stedet for noget der skal jagtes. Så vil dette at “kunne nøjes” måske åbne op for noget af det, som jeg oplever som meningen med livet, at vi begynder at tænke anderledes og måske  få lyst til at gøre mere af det, der giver os følelsen af, at livet giver mening, fordi det måske indebærer at vi får tid lyst til at lære os selv og vores omgivelser at kende på et dybere plan. Og dermed måske får lyst til at være noget for andre.

En af vores store filosoffer Søren Kirkegaard, som er eksistentialist tror ikke på, at der er en bestemt mening med livet, men  han tror på, at vi skal skabe meningen selv, ved at vælge os selv, lære os selv at kende og tage ansvar for vores handlinger, og at man ikke kan skyde ansvaret fra sig, ved at skyde skylden for vores problemer på andre.

“Der findes ikke en universel sandhed, der findes kun det, der er sandt for en selv, når man opdager det og erkender det, kan man blive deprimeret og overvældet af angst. Så skal man handle, vælge og kæmpe, for det er først når man gør noget og er i bevægelse, at livet kommer til at give mening.” citat af Søren Kirkegaard.

Så iflg. Søren Kirkegaard, må vi først erkende hvad der er sandt, for os selv. Og derefter skal man så handle, vælge og kæmpe, for det er først, når man gør noget og er i bevægelse, at livet kommer til at give mening.

Ovenstående som til dels også har været en ledetråd for mig, skal bestemt ikke opfattes, som jeg  har fundet de vises sten, eller at jeg er specielt from eller frelst. Tværtimod, men det giver mig bare ro, i sindet at vide, at jeg selv er ansvarlig for at finde den mening, der passer til mit selv.

Meningen med livet på et mere eksistentielt plan er for mig, modsat for Kirkegaard er at føle, at der er en højere meningen med at være her.  Dette gælder bl.a. at føle en slags “kald” til det arbejde, jeg har udført, samt et “kald”. til at hjælpe, og gøre noget for andre. Nu her i denne tredje del af livet, er behovet for at være der for de nære, familie og venner, blevet  mere fremherskende.

Det helt afgørende for at jeg personligt føler, at der er en mening med livet er: at jeg tror på en højere kraft, en gud, som elsker mig, som jeg er, en som jeg kan henvende mig til ,når jeg mangler svar, eller styrke til at gøre det, der skal gøres. 

Ovenstående har været en rød tråd gennem hele livet, men fremstår nok mere bevidst, i denne livsfase, som af psykologen Erikson, kaldes visdommens alder. Hvilket vel betyder, at vores adgang til vores dybere selv, måske er blevet mere tilgængeligt

Jeg vil igen understrege, at jeg hverken er frelst eller et bedre menneske end andre. Men jeg kan holde mig selv ud, fordi jeg tror på det bedste både i mig selv og i andre, og at vi for det meste, vil hinanden det godt.

 I håb om at mine tanker om “meningen” med livet giver både spørgeren og alle  i andre læsere lidt tankegods.

Sender jeg de kærligste tanker.

Ingrid

Ingrid17x

Du skal bare være dig selv……

Du skal bare være dig selv, lyder rådet fra mange velmenende mennesker…….?

Ja, det er selvfølgelig meget vigtigt især for unge mennesker, at de tør stå ved sig selv og ikke forsøger at være noget de ikke er, for at blive accepteret af andre.

Jeg har i den senere tid ret ofte tænkt på, at det “bare at være sig selv” og gøre det vi har mest lyst til, kan medføre at vi glemmer at tænke på, at det kan såre andre hvis vi ikke også tænker på, at vores måde at “være sig selv på” kan medføre, at man i nogen grad samtidig bliver sig selv nok.

I halvfjerdserne hvor en del af os modne kvinder og mænd var forældre, blev meget af den almene dannelse droppet. Vi skulle jo frisætte os for snærende normer. Hvilket på mange måder har været med til, at give vores generation af kvinder fantastiske muligheder for udfoldelse.

Noget af bagsiden af medaljen er måske, at vi i frihedens navn,  ikke fik lært vores børn og unge noget af det, jeg vil kalde hjertets dannelse, som netop gør os istand til “at være os selv”, men samtidig være empatisk overfor andres følelser. Det, at have omtanke for, hvad vi gør imod andres følelser, når vi undlader f.eks at svare på, de henvendelser vi får, fra venner, familie og andre . Det gælder også de mere formelle ting, som invitationer, at takke for sidst, takke for gaver. Eller måske en bøn om hjælp eller et godt råd osv.

Glæden ved at give gaver har lidt trange kår:

M.h.t. glæden ved at give gaver oplever jeg, at man i de seneste år oftest modtager en bestillings seddel i stedet for en ønskeliste. Man modtager en gennemført liste med oplysninger om, hvor gaven kan købes, inklusiv alle informationer vedr. varenummer, farve, størrelse mm.  Indrømmet, en bestillingsseddel gør det da helt klart meget nemmere at købe en gave. Men det personlige i at give en gave, som der er lagt noget personligt i, noget man har gået og tænkt på kunne glæde vedkommende, er med bestillingssedlerne næsten bortfaldet. Men, hånden på hjertet hvem af os ville turde, at se bort fra bestillingssedlen?

Uha. De her  nævnte ting kommer da vist lyde temmelig gammeldags og bagstræberisk. Men jeg tror alligevel på, at rigtig mange både unge og gamle, bliver rigtig kede af det, når de ikke for et svar, når de har henvendt sig til nogen. Det føles som om, man er ligegyldig for det menneske, der ikke engang giver sig tid til et svar. Jeg ved også fra mange inklusive mig selv, at jeg bliver meget glad, når folk svarer på mine henvendelser.  Jeg bliver meget glad, når der bliver sagt tak for sidst og gerne med en positiv kommentar. Jeg bliver også meget glad, hvis jeg har sendt en gave, at jeg i det mindste ved om, den er modtaget. (posten er jo ret usikker for tiden.)

Jeg husker, at jeg for nogle år siden købte en bryllupsgave til et par, jeg ikke kendte så godt, men var inviteret med til deres bryllup. Jeg spurgte naturligvis om, hvad de kunne ønske sig. De ønskede sig noget, der kunne stå og pynte i hjemmet. Jeg brugte flere timer på, at finde en meget smuk vase og i en farve jeg var sikker på, de ville syntes om. Jeg spurgte noget senere, om de kunne lide vasen. Svaret var, det ved vi ikke for vi byttede alle gaverne til bestik til 12  personer. Det er alles ret at bytte, men det der skulle være glæden i at give og modtage en gave føles lidt hjerteløst, hvis man bare  bytter gaven til noget helt andet.

Jeg ved ikke om jeg står alene, med ovenstående indstilling om “at være sig selv på”, som i nogen tilfælde også opleves som, at “være sig selv nok”. Jeg vil så gerne tilføje, “du skal bare være dig selv, men med omtanke og empati for menneskene i dine omgivelser.”

Og så kommer mit ærinde med dette indlæg på bloggen. Det er jo os, os fra generationen, der var unge i halvfjerdserne, der er kommet til at lære vores børn næsten for godt, at de bare “skal være sig selv”, som desværre i nogen grad er blevet til for meget, “mig selv først”.

Noget af det vi med fordel kunne tage med os ind i nutiden. Noget som ville gøre en stor forskel,. er måske den form for hjertets dannelse, der overholder de normer  i dagligdagen, som giver os en følelse af ikke at være ligegyldige. Men som netop giver den menneskelige sammenhængskraft, det fra politisk side skrives om. Hvis vi ikke svarer på de henvendelser vi får, oplever andre at vi er ligeglade med dem.

Lidt på samme måde, som når det offentlige ikke svarer os på vores henvendelser, oplever vi,  at de er ligeglade med os.

Så min bøn er: til alle os lidt ældre. Det, som en hel generation ikke fik lært, og derfor kan have svært ved at give videre deres børn, har brug for nogen, der kan huske de sociale normer, der var med til styrke fællesskabet.  Hjælp, nu børnene til at få en dybere indføling med andres følelser. Og hjælp dem med at få indføling med, at man kan gøre andre meget kede af det, hvis man ikke svarer dem, eller ikke kommer til deres fødselsdag, hvis der vist sig noget sjovere. Lær børnene glæden ved at have medansvar for andres følelser, ved at vise andre, at de betyder noget, og at vi derfor selvfølgelig svarer dem, og holder de aftaler vi har lavet. Gevinsten ved at være en man kan stole på, er bl.a. at det giver en god selvtillid at være en, som er til at stole på.

  Ovenstående vil måske i sidste ende også hjælpe børn til at stoppe mobning på nettet, som jo bl.a. sker fordi man ikke har lært at indleve nok sig i, hvad der der gør andre kede af det. Og fordi man måske har lært for meget af  “at være sig selv først og fremmest”.

Det er mit håb, at dette indlæg ikke bliver læst som en løftet pegefinder, fra en der for længe siden er outdated, men snarere fra en der stadig arbejder med mennesker der ofte oplever smerten over, at de ikke bliver set, ikke får svar, ikke mødes med hjertets dannelse fra alle os andre.

De varmeste sensommer hilsner.

Ingrid

     

 

Ingrid17x

Styrken og glæden ved at leve livet langsomt…

Kære alle, modne kvinder og alle andre interesserede.

Det er nu gået et par uger siden mit sidste indlæg, som handlede om at blive set og accepteret, som den man er, og her specielt af “mor”. Jeg har modtaget flere henvendelser fra kvinder, som følte mit indslag ramte noget i deres liv, noget som der måske stadig kan rådes bod på. Ved at udvide vores bevidst omkring, at være mere anerkendende, særligt overfor de nærmeste. Jeg syntes i al beskedenhed, at jeg selv har gjort nogle små fremskridt i den seneste tid, omkring det at se, hvor den anden er i sit liv, og derfor i højere grad kan optræde lidt mere respektfuld.

Jeg nævnte i min  sidste blog, at jeg ville skrive et indlæg om, at leve live mere langsomt. Da jeg ville undersøge, hvad der allerede er skrevet om emnet, blev jeg klar over at; “det at leve livet langsomt”, i øjeblikket er en verdensomspændende trend. Et helt naturligt modtræk til det hektiske liv, mange af os lever. Der findes masser af eksempler på hvordan børnefamilier har lagt deres livsform om og sagt farvel til krævende jobs for at leve mere simpelt og nærværende med den nærmeste familie. Noget som har været på vej i mange år, men som nok lige nu er tiltagende p.g.a al den stress, som livet, når det hele skal være ” et perfekt liv”, medfører

Mit ærinde i denne blog, er dog mere specifikt, det gælder i højere grad mange os, som  er nået op i en mere moden alder. Flere af os modne syntes næsten at have mere travlt, end vi havde før, da både familie, børn og job skulle passes. Det er som om, det er blevet et “must” at have meget travlt i den modne alder og kunne fremvise en fuld kalender. Måske skyldes denne travlhed, at vi måske føler en frygt for, at blive sat ud af spillet. Og dermed fremstå mindre interessant, som menneske.  Rigtig mange af de mennesker, som jeg kender eller hører om, er mere eller mindre altid enten på rejse, på tur, på kursus, arbejder som frivillig eller passer børnebørn.  Alt sammen noget meget positivt, men samtidig er der helt klart høj status i at være på toppen, og være en interessant, person, som altid kan byde ind med noget nyt og spændende.

Da jeg helt personligt også selv i nogen grad tilhører gruppen af de meget aktive mennesker i den modne alder, skal ovenstående ikke forstås som en kritik mod nogen. Men mere som et spørgsmål: Er der et alternativ til det fortravlede liv, som mange af os stadig er en del af. Et liv som til tider kan opleves som ret stressende og stadig præget af den stærke pligt følelse, vi fra barnsben bærer som et åg på skuldrene.

  Jeg har i det seneste års tid ofte tænkt på flere ting omkring os “travle mennesker”,   bl.a. hvor svært det kan være, at lave en aftale, både med venner, veninder og par. Rigtig mange har aftaler langt ud i fremtiden. Måske har de lige tid til at komme forbi på vej til noget andet. Eller de har lige et par timer mellem to rejser m.m. De mange aktiviteter mange af os har, er som nævnt klart prestigeskabende, det gælder om at kunne komme med noget interessant. Det jeg personligt er begyndt at savne er,  et mere afslappende samvær, hvor der er tid til at fordybe sig i, hvordan vi virkelig har det, og hvad der optager os dybest inde. Det kræver, at der er tid og ro, til indimellem at være lidt mere stille og langsom. Det ville være dejligt, hvis man også kunne ses mere uformelt og uden at skulle præstere et fint hus og  og en vellykket middag.

Når det kommer til stykket, er det ofte ikke særligt interessant, at høre om andres rejser  og andre begivenheder. Det vi nok oftest husker fra en god aften er, en samtale hvor vi deler nogle tanker om det, at være til her og nu.

Hvad kunne vi så evt. opnå hvis vores samvær kunne foregå noget mere “langsomt”, hvad ville være anderledes.? Jeg har i den sidste uges tid oplevet nogle af glæderne ved et mere langsomt liv, et liv uden konstant kontakt udefra gennem telefon og mails. Jeg har brugt god tid til at nyde verdens flotteste udsigt herfra mit bjerg, udover havet, olivenlunden, de venlige og favnende bjerge og de lidt mere dramatisk “hvide bjerge” i baggrunden.

Det er som om alle mine slørede sanser er vågnet op af deres dvale. 

Hvis jeg ikke har været fuldt bevidst om det før, er “styrken”,

af at påskønne skønhed:  en underfuld og kraftfuld styrke. 

En  altfavnende skønhed som pirrer fantasien, livsmodet 

og lysten til udtrykke sig mere poetisk  i blidere toner.  

Langsomheden og  skønheden åbner mit hjerte  til,

at møde alt omkring mig med kærlighed og accept af alt, hvad der er.

Skønheden får mig til at smile, og måske blive lidt vemodig,

den giver lysten til at udfolde sig , danse og synge,

til at lytte musik der matcher lige den måde, vejret nu velsigner os på denne dag.

Det, som jeg er helt sikker på efter mine refleksioner over et langsommere liv, hvor alle sanser er åbne, efter at være fokuseret på naturens gavmildhed er.

At jeg i den kommende tid, vil forsøge at være mere nærværende, mere lyttende, mere istand til at møde den, du er, være mere kærlig og opmærksom og mere generøs

 Selvom de fleste af os måske ikke oplever livets mere favnende sider hver dag, er det  godt at vide, at der helt gratis ligger en masse livsvisdom lige foran os, hvis vi af og til giver os tid til langsomt, at indfange det som livet, når det kommer til stykket, handler allermest om. 

Jeg ønsker jer alle en fortsat god og måske lidt langsommere sensommer

De hjerteligste tanker herfra bjerget

Ingrid

 

 

Ingrid17x

Manglende anerkendelse fra mor….

Anerkendelse er blevet et modeord, som bruges i mange sammenhænge, såsom anerkendende ledelse, anerkendende pædagogik.osv.

Når jeg tager emnet anerkendelse op i dette indlæg skyldes det, at jeg i min praksis bare inden for den aller seneste tid, i flere tilfælde har oplevet meget alvorlige konsekvenser af manglende anerkendelse fra klienternes mor. 

Her taler jeg om flere voksne kvinder og en yngre mand. Det der er fælles for de samtaler, jeg her henviser til, er at selvom om man på mange områder er velfungerende, så fylder mor stadig alt for meget i dagligdagen. Der er typisk en meget stor vrede forbundet med ikke at være mødt, og set, som den man er i barndommen. Vrede over, at skulle have været en anden, end den man er, vrede over ikke at kunne gøre mor tilfreds, selvom man føler, at have gjort alt for at opnå mors accept. 

Denne mangel på anerkendelse og accept har for de ovennævnte døtre og en søn, resulteret i en stor usikkerhed om eget værd. Og derfor en konstant søgen efter anerkendelse hos andre, gennem f.eks. at være meget hjælpsom, generøs og opmærksom på andres behov i håb om endelig, at opnå deres anerkendelse. En sådan adfærd vil naturligt medføre mange skuffelser, vrede og udmattelse over alligevel ikke at møde den basale anerkendelse, man mangler. 

Der kan være utallige årsager til at nogle mødre kan have svært ved at se og møde deres barn, som de sikkert elsker meget højt. Det kan skyldes forskellige psykiske vanskeligheder, og/eller, at de ikke selv har mødt anerkendelse fra deres egne mødre.  Det er altid svært at give noget , man ikke selv har. Mit ærinde er bestemt ikke at dømme dem, der har svært ved at anerkende deres børn for, det de er.

Jeg vil skynde mig at tilføje, at ovenstående heller ikke er tænkt ,for at give jer/mig selv dårlig samvittighed. De fleste af os har sikkert været tilstrækkelig anerkendende både overfor vores børn og andre mennesker. Rent personligt kan jeg nu godt erkende, at der er plads til forbedring, hvilket jeg vil arbejde på.  Så måske kan dette blogindlæg medføre nogle refleksioner hos os alle. Refleksioner over at der er mange mennesker, måske inklusiv nogle af os selv der mangler, det jeg kalder basal anerkendelse, fra vores forældre. Så måske trænger mange af os til i højere grad, at anerkende os selv og dermed gøre os istand til bedre, at kunne anerkende andre. Uanset hvor forskellige de måtte være i forhold til os selv.

 Jeg vil her komme med et par citater om anerkendelse af andre og dig selv. Beklageligvis har jeg ikke nogen ophavsmand/kvinde til nedenstående citater.

Citat om accept og anerkendelse:

” Når du anerkender et andet menneske, betyder det at, du respekterer det, den anden tænker, føler og mener uden at forsøge, at overtale vedkommende til at tænke, føle og mene noget andet. Det betyder ikke at du behøver at være enig eller forstå det, det betyder bare, at du respekterer den anden præcis for den, han/hun er.”

 Citat om at anerkende dig selv:

“Kritiser ikke dig selv for alt det du ikke er, og ikke kan. Anerkend i stedet dig selv for alt det du er, og alt det du kan”    

Ovenstående  citater syntes jeg definerer det, jeg vil kalde basal anerkendelse. Omkring det at blive bedre til at anerkende sig selv, kan det være lidt svært i vores kultur. Men gevinsten ved at være anerkendende og acceptere sig selv kunne være, at vi  bliver bedre istand til at møde andre anerkendende, med accept og respekt.

Fortsat rigtig god sommer. Jeg vil i næste indlæg komme ind på at leve livet langsommere.

De varmeste sommer hilsner

Ingrid                                                               

 

 

 

 

 

 

Ingrid17x

Tilfredshed, som en kærlig og glad livsledsager.

Kære alle dejlige med søstre og alle andre interesserede m/k.

Tak for de gode kommentarer jeg har fået fra både kvinder og fra mænd, der spørger om de også må være med. Selvfølgelig er mænd meget velkommen  til at læse med.

I dette indlæg vil jeg komme ind på betydningen af, at være tilfreds med de livsvilkår, du har lige nu. Jeg tror, at følelsen af tilfredshed for mange mennesker, er stigende med alderen. Det modsatte kan naturligvis også forekomme, at folk bliver mere utilfredse med alderen. Måske p.g.a. at de muligheder man tidligere havde, og de ressourcer der før var til rådighed ikke  mere er tilstede i så høj grad som før. Det kan f.eks være, at det kan være svært at finde en ny identitet, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet mere.

Fra tid til anden hører jeg en del om alle de ting, folk går og er utilfredse med. Det gælder både professionelt og privat. Og jeg har bestemt også selv i perioder oplevet, at være utilfreds med mange ting i mit liv. Jeg har også på egen krop mærket hvordan, det kan tære på energien og livsglæden, og ikke mindst på fraværet af den indre ro. Måske påvirker det endda  helbredet, at være utilfreds med det liv, man har.

Det jeg kender til, som de fleste erklærer sig utilfredse med er:  Sig selv, sit udseende, sin vægt, det man har opnået i løbet af livet, de valg man har foretaget. det som man aldrig fik gjort, sin mand, kone, eks. mænd og koner, børn, venner, arbejde, bolig, økonomi, helbred osv. Nogle af de nævnte ting, kan der gøres noget ved, andre ting er noget, som vi skal forlige os med, fordi det kan være vilkår, der ikke kan laves om. Det er i den forbindelse  det er godt, at være udstyret med en god skelne evne. Hvad kan eller skal der ændres på og hvad er det, som skal jeg forlige mig med, for at få fred i sindet og føle en tilfredshed, som kan blive mig “en kærlig livsledsager”.?

For mit eget vedkommende er jeg klart blevet mere tilfreds med alderen, også fordi livet nu former sig mere tilfredsstillende på alle livsområder, end  det tidligere var tilfældet..  

Men det at livsvilkårene er forbedrede, er ikke det, der alene giver mig følelsen af, at være meget tilfreds. Det der for mig har betydet mest i mht., at jeg kan føle tilfredsheden, som en “kærlig livsledsager” er, at jeg har forliget mig med mit liv, som det nu har været og er. Både mht. det der er sket i fortiden, det som er lige nu, og at fremtiden er uforudsigelig og derfor ikke kan planlægges, men skal mødes, som verden nu vil vise at udfolde sig.

Andre vigtige områder, der giver mig selv ro og tilfredshed i sindet er, at jeg ikke mere har nogle fastlåste forventninger til nogen eller noget. Så sparer jeg mig for at skuffes over, at tingene ikke altid forløber helt som forventet. Dette betyder jo ikke , at vi ikke kan forvente, at andre opfører sig ordentlig, hvis de  gerne vil indgå i vores fællesskab. Men, selvfølgelig altid i forhold til det udviklingsniveau,  det enkelte menneske befinder sig i.

Den oplevelse af tilfredshed som i høj grad rent personligt giver mig ro og glæde i sindet, kommer af, at jeg  ikke  ønsker at være andet, end det jeg er. eller hellere vil bo et helt andet sted. Jeg er efterhånden holdt op med at sammenligne mit liv med andres. Det kommer der alt for sjældent noget godt ud af.

 Det er vigtigt for mig at understrege, at livet bestemt ikke skal stå stille, eller leves kedeligt uden udfordringer. Nej, det er særdeles vigtig at nyde livet i alle dets tilskikkelser.  Jeg glædes tit over, at opleve både overflod og lidt frås. Og det giver mig stor tilfredshed at opleve noget nyt i det, der allerede er. Jeg besøger næsten dagligt det træ i skoven, som jeg kalder “Mit træ”. Det er selvfølgelig det samme gamle træ, men træet udsender en helt særlig energi, hver gang jeg besøger det. Træet står der mellem skov og strand og udsender flere hundrede års livskraft, der giver mig fred, ro og glæde dybt ind i sjælen. Det store, gamle vidtforgrenede træ, rækker favnende sine grene ud mod mig og giver en fornemmelse af evighed.

Nu kunne du, som læser måske tænke, om jeg også er tilfreds med verden, som den udspiller sig rundt omkring os med krige, vold og terror. Nej, naturligvis kan jeg ikke være være tilfreds med alle de voldsomme ting sker, eller at så mange mennesker lider og sulter.

De fleste af os, er nok ikke istand til at gå ud og kæmpe ved fronterne, eller være frivillige hjælpere, for de syge og sårede.

Men, vi kan alle gøre lidt, ved at være generøs og gøre noget for andre.  Mange mennesker lever alene, og derfor ikke bliver “set” eller får den anerkendelse, som er så vigtig for os alle. Noget af det bedste vi kan gøre er, at give andre mennesker den gave at “se dem som, de er” og “anerkende dem for den, de er”

  At være generøs over for andre giver en personlig tilfredshed. Den personlige tilfredshed der kommer af at møde andre og “se” dem, giver mig styrken til at møde den verden, som jo ser ud til at være a lave i øjeblikket.

Jeg håber, at I som læser dette får lyst til at reflektere over, hvordan du selv har det med at få den kærlige ledsager i livet, som den grundlæggende tilfredshed medfører.

 De allervarmeste sommerhilsner

Ingrid

  N.B. I næste indlæg vil jeg reflektere over glæden ved påskønnelse.

 

Ingrid17x

” Nej, jeg fortryder ingenting”

    Kære alle dejlige, modne medsøstre, og alle andre interesserede.

Jeg håber, at mange af jer har haft glæde af at læse mine to første indlæg om mildhed og sødme. De findes stadig på min blog, nedenunder det nye indlæg, som kommer her. Jeg håber også, at I har mærket den styrke og energi, der kommer af at kommunikere, med større sødme og mildhed. Eller måske har du også mærket det modsatte, nemlig tab af energi og glæde, hvis der er kommet for megen hårdhed og kritik ind i måden, at tale sammen på. Jeg vil dog lige  huske at minde Jer om, at det også er vigtigt at kunne bruge “Den gode vrede” altså den vrede, som kun eksisterer i den situation, hvori den opstår.

Det nye indlæg handler om det, at fortryde de ting i fortiden, man har gjort, eller måske ikke har gjort. Og hvor meget de ting vi går og fortryder, kan tære på vores livsglæde og energi.

I den forløbne uge har jeg reflekteret en del over, at mange oplevelser og hændelser fra fortiden, i langt højere grad end tidligere, dukker op, og står krystal klart, som var det sket i går.  Det skyldes måske, at min hjerne er mindre belastet nu, end det var tilfældet i mine meget travle år. Eller måske er de yderste lag i hjernen blevet “tyndere”, så der er frit adgang til tidligere oplevelser.?

Det kan ikke undgås, at nogle af de ting der dukker op, kan være smertefuldt at tænke på. Vi har vel alle gjort noget, der var forkert, været udsat for noget der gjorde ondt, været uansvarlige, handlet uklogt osv., alt sammen ting som det ikke er så rart, at blive mindet om. 

Jeg har en veninde der af og til spørger, om jeg har fortrudt forskellige ting, som jeg har gjort i løbet af mit liv. Det kan f.eks være, at flytte fra et sted jeg var meget glad for, indledt forhold med en, der har medført en masse problemer osv.

Jeg svarer hver gang:. Nej, det fortryder jeg ikke. Dels fordi det jo ikke kan gøres om, dels fordi jeg ikke var klogere dengang, og fordi det er ødelæggende for min tilværelse, at bruge kræfterne på at fortryde handlinger fra fortiden. Negative tanker af den art, er virkelig en dræber af livsenergi og livsglæde, og kan udvikle sig til en slags fortvivlelse, p.g.a. noget, som alligevel ikke kan ændres. 

Jeg er helt bevidst om at,  det ikke er omkostningsfrit, det jeg personligt er kommet til at påføre andre, ved at handle, som jeg har gjort.  Men, det er meget vigtigt at acceptere, at vi ikke er perfekte, og at alle andre heller ikke er perfekte.

I stedet for at fortryde både det, der har haft store omkostninger overfor os selv og andre. Eller for den sags skyld fortryde ,alt det vi ikke gjorde p.g.a manglende mod, viljestyrke og vedholdenhed. Ja, så ser jeg såvel det gode og positive, som det mere negative og måske uansvarlige jeg har gjort, som en del af min dannelsesrejse frem til det menneske, jeg er i dag. Derfor bliver jeg nødt til at tilgive mig selv for det, der var forkert at gøre dengang.

 Alle de veje, omveje og vildveje jeg har betrådt, men også de mere målrettede og succesfyldte veje og stier der er betrådt, har betydet at jeg i dag føler en stor rummelighed overfor alt, hvad der sker under “Vor Herres himmel”. De mangfoldige erfaringer har udviklet en stor tolerance overfor det enkelte menneske uanset, hvor det kommer fra.

Samtidig har den lange snoede rejse i livet medført accepten af, at livet er, som det er, lige nu. Og i høj grad også accepten af, at jeg er, den jeg er, både med alle mine positiver sider og alle de fejl og mangler jeg har, som  en integreret del af min personlighed. Gennem alle de brogede erfaringer, jeg har gjort undervejs, er jeg vel omsider fundet tilbage til det menneske, jeg har været fra begyndelsen. Den person, som jeg omsider har lært at acceptere og endda holde nogenlunde af.

I stedet for at leve i fortiden eller fremtiden, bestræber jeg mig på, så godt jeg nu kan, at være tilstede og tilgængelig for alle, lige her og lige nu.

Jeg kommer til at tænke på Peter Plys, der spørger Grislingen: Hvilken dag er det? Grislingen svarer: Det er i dag.  Dejligt svarer Peter Plys, det er min yndlingsdag.   Ja, der er noget at leve op til, for som Peter Plys at kunne sige: Uanset hvilken dag, så er det min yndlingsdag i dag.

God fornøjelse.  I mit næste blogindlæg vil jeg komme ind på glæderne ved at være “tilfreds”

De kærligste sommerhilsner til alle jer derude.

Ingrid Ortmann 

 

Ingrid17x

“Den som har livets mildhed søgt, møder sin skæbne uden frygt……”

Kære alle medsøstre derude. (og andre interesserede)

Jeg håber I alle har fået læst mit første indlæg om mildhedens magt og styrke. Jeg ved nogen har haft lidt problemer med at finde min blog, men håber det nu vil lykkes efterhånden.

Jeg lovede i mit første indlæg, at komme mere ind på nogle af mine egne erfaringer omkring det, at udvikle styrken af mildhed og sødme, både i mødet med mig selv og andre mennesker.

Jeg oplevede i den forløbne uge, at jeg gik og nynnede strofer fra sangen: “Den som har livets mildhed søgt, møder sin skæbne uden frygt, så åbnes vil min himmel, jeg fandt den jo her på jord.” fra operetten Farinelli, sunget af Poul Bundgaard.

Er der mon en dybere visdom i disse ord? Hvis man har livets mildhed søgt, går man så livet i møde uden at frygte noget, fordi man så finder himmelen allerede her på jorden.

Ja, i mit personlige univers kan der godt være noget om snakken. Jeg har jo som de fleste kvinder i min generation, kæmpet for kvindernes rettigheder, og frihed til at kunne gøre, det vi har lyst til. Der er for mit eget vedkommende opnået langt mere frihed, ligestilling og frigørelse, end jeg nogensinde har drømt om. Men flere af os må vel indrømme, at kampen for vores rettigheder også har kostet undervejs. Nogle af os er måske blevet lidt for hårde i vores sind, og måske med en lidt for skarp tunge, når vi er utilfredse med noget. Jeg for mit eget vedkommende har selv været noget af en hård kriger, og helt sikkert nedgjort og kritiseret og overtrumfet, de ellers gode mænd, jeg har kendt i mit vokse liv.

Det har sikkert alt sammen været nødvendigt i en længere periode. Men at være en hård kriger koster, både personligt og dem vi “kriges imod.  I dag oplever jeg det, som at forgifte både mig selv og dem det går udover, når min gamle kriger nu og da bryder igennem, hvis noget for alvor frustrerer mig. Efter en sådan forgiftning mister jeg både en masse glæde og energi. Jeg bliver udmattet, og mister lysten til at være noget godt for nogen. Så på en måde skaber man jo et “helvede” på jord, hver gang man ikke har kærlighed, tålmodighed og indføling nok til, at forstå hvorfor den anden har handlet, som han/hun har gjort. Og ikke som jeg nu havde forventet.

I modsætning til ovenstående føles det rent faktisk som paradis på jord, når jeg evner at møde alle og især de nærmeste med en forståelse hvorfor han/hun gør netop det, de gør lige nu. Pga. at det er der, hvor han/hun befinder sig i sin udvikling.

Så mit personlige budskab i denne uge er, at hvis vi nedlægger den del af den indre kriger, der ikke mere har behov for at være i krig. Men forlader den slagmark, hvor vi engang havde noget at kæmpe for. Ja, så kan jeg rent faktisk opleve, at jeg finder paradiset her på jorden og dermed kan møde skæbnen uden frygt, for så har mildheden  jo i realiteten allerede bragt mig “hjem” til det paradis, hvor vi hører til.

Jeg håber, du vil tænke over om mine refleksioner er brugbare for dig, hvis du gerne vil finde en mere fredelig vej til at udvikle, et mildere sind og et åbent hjerte fyldt af kærlighed.

De varmeste sommerhilsner

Ingrid

 

Ingrid17x

Modenhedens milde magt og styrke.

Kære alle  modne medsøstre og andre interesserede.

Her modtager du mit første blogindlæg, hvor jeg har valgt at indlede med emnet: Mildhedens magt og styrke, et emne som jeg personlig er meget optaget af, løbende at udvikle.  Jeg  oplever dagligt, at når jeg møder andre mennesker med mildhed og sødme, så løses de fleste problemer og uoverensstemmelser langt lettere, end når jeg f.eks kritiserer,  beklager mig, skælder ud, eller bliver vred. på andre mennesker. Det kan selvfølgelig være svært at bevare mildheden, når man føler sig forurettet. Men netop med modenhedens milde magt, kan vi nå langt i vores samspil med andre mennesker. Mildheden  giver os en ny indflydelse, hvor vi får mere og mere magt, dvs. vi har mulighed for at påvirke vores omgivelser, fordi vi i vores modningsproces bliver mildere og mildere.  På den måde bliver livet egentlig bedre og bedre, også på trods af de tab vi oplever undervejs efterhånden, som vi bliver ældre.

Det er selvfølgelig en smuk tankegang, at vi sådan bare kan udvikle os til at blive mildere og mere sødmefyldte med alderen. Og det sker nok også sjældent helt automatisk. Det sker desværre for mange, at de stivner, bliver ubehagelige, hvilket kan ske allerede fra de yngre år. For mange gælder, at de bliver selvcentrerede og utålelige at være sammen med, måske p.g.a af bitterhed, sygdom, eller jalousi.

Dog har jeg en fast tro på, at hvis vi har viljen til at åbne vore hjerter for andre og acceptere andre præcist, som de er. Så vil det stadigt være muligt at udvikle  den indsigt og tolerance, som kan føre til at udvikle et mildere sind. Det betyder rigtig meget, hvis man selv bliver mødt med mildhed fra andre.

I mit  eget liv  er mildhed fra omgivelserne, og fra de mennesker jeg er sammen med,  helt afgørende for min trivsel, og udvikling. F.eks når vejret er mildt, er det behageligt, det får mig til at føle mig godt tilpas, mennesker kan også være milde, og det er meget nødvendigt for mig, at være samme med nogle, der har et mildt sind.  Som den vise kong Salomon sagde: “en mild tunge kan bryde  ben” Ordsprogene 25:15.

Jeg vil slutte mit første blogindlæg med at understrege, at det er min erfaring at rejsen mod et mildere sind, må starte hos os selv. Ved at vise os selv meget større accept, tålmodighed, og tolerance, i stedet for konstant bebrejde sig selv for det man ikke når, måske ikke kan mere, ikke har energi til, måske ikke mere er så smuk som tidligere, at skindet er blevet for stort, osv.

I mit næste blogindlæg vil jeg komme ind på nogle af mine egne erfaringer, som du måske kan bruge, hvis du ønsker at udvikle mildhedens magt og styrke, som i høj grad kan kompensere for noget af det, der tabes med alderen.

“Hvis modenhedens milde magt af livets selv du lærte.  Da slår bag falmet rosendragt dit røde hybenhjerte.” 

af Alex Garff, Højskolesangbogen, 335

Jeg ønsker jer alle en god pinse og i håb om at vi mødes igen på min blog

sender jeg de varmeste tanker

Ingrid Ortmann


 

 

 

Ingrid17x

Invitation til Ingrid Ortmanns nye blog

Kære alle I dejlige medsøstre 50+

Jeg har i flere år haft lyst til at starte en blog for os modne kvinder.

Nu skulle dette ønske kunne blive til virkelighed pr. 1. juni 2017.

Mit formål med at starte min blog er at dele nogle refleksioner og erfaringer om livet, som det nu kan udfolde sig efterhånden, som vi bliver ældre. Jeg vil tage udgangspunkt dels i egne erfaringer og aktuelle refleksioner over tilværelsen som en moden kvinde, dels med de mange indsigter jeg får forærende gennem mit arbejde som psykolog og underviser.

Min blog er ikke tænkt at skulle være direkte rådgivende, men snarere et sted, hvor du måske får nogle ideer og stimuli til at se nye muligheder og at få det bedste ud af en udfordrende situation.

Ugens blog vil være opbygget omkring en historie, som jeg reflekterer over. Historien vil normalt indeholde et eller flere temaer til eftertanke. Det kan f.eks. være at blive mere bevidst om de egenskaber, der kan mildne en vanskelig situation. Såsom at nå frem til at vise en dybere forståelse, lydhørhed, accept, mildhed, sødme m.m., såvel over for dig selv som for andre.

Mit motto er: Hvad udad tabes, skal indad vindes (Enrico Dalgas 1828-1894). Med dette mener jeg, at de tab der naturlig hører med til at blive ældre, skal vindes ved at udvikle os til det menneske, som mange søger p.g.a. den indsigt og visdom, som et levet liv giver os.

Det er gratis at følge med i mine refleksioner over tilværelsen. Du finder min blog på www.IngridOrtmann.dk

Hvis du har lyst til at være med og gerne vil vide, hvornår det næste indlæg er klar på min blog, så send din mailadresse og du vil modtage et nyhedsbrev, hver gang der er nyt på bloggen.

Jeg glæder mig til at høre fra dig og vil gøre mit bedste for at inspirere dig.

Jeg håber, at du vil bære over med mig, indtil jeg finder den rette form, som bloggen skal have.

De bedste tanker

Cand. Pæd. Psyk.

Ingrid Ortmann