IMG_6337

Manglende anerkendelse fra mor….

Anerkendelse er blevet et modeord, som bruges i mange sammenhænge, såsom anerkendende ledelse, anerkendende pædagogik.osv.

Når jeg tager emnet anerkendelse op i dette indlæg skyldes det, at jeg i min praksis bare inden for den aller seneste tid, i flere tilfælde har oplevet meget alvorlige konsekvenser af manglende anerkendelse fra klienternes mor. 

Her taler jeg om flere voksne kvinder og en yngre mand. Det der er fælles for de samtaler, jeg her henviser til, er at selvom om man på mange områder er velfungerende, så fylder mor stadig alt for meget i dagligdagen. Der er typisk en meget stor vrede forbundet med ikke at være mødt, og set, som den man er i barndommen. Vrede over, at skulle have været en anden, end den man er, vrede over ikke at kunne gøre mor tilfreds, selvom man føler, at have gjort alt for at opnå mors accept. 

Denne mangel på anerkendelse og accept har for de ovennævnte døtre og en søn, resulteret i en stor usikkerhed om eget værd. Og derfor en konstant søgen efter anerkendelse hos andre, gennem f.eks. at være meget hjælpsom, generøs og opmærksom på andres behov i håb om endelig, at opnå deres anerkendelse. En sådan adfærd vil naturligt medføre mange skuffelser, vrede og udmattelse over alligevel ikke at møde den basale anerkendelse, man mangler. 

Der kan være utallige årsager til at nogle mødre kan have svært ved at se og møde deres barn, som de sikkert elsker meget højt. Det kan skyldes forskellige psykiske vanskeligheder, og/eller, at de ikke selv har mødt anerkendelse fra deres egne mødre.  Det er altid svært at give noget , man ikke selv har. Mit ærinde er bestemt ikke at dømme dem, der har svært ved at anerkende deres børn for, det de er.

Jeg vil skynde mig at tilføje, at ovenstående heller ikke er tænkt ,for at give jer/mig selv dårlig samvittighed. De fleste af os har sikkert været tilstrækkelig anerkendende både overfor vores børn og andre mennesker. Rent personligt kan jeg nu godt erkende, at der er plads til forbedring, hvilket jeg vil arbejde på.  Så måske kan dette blogindlæg medføre nogle refleksioner hos os alle. Refleksioner over at der er mange mennesker, måske inklusiv nogle af os selv der mangler, det jeg kalder basal anerkendelse, fra vores forældre. Så måske trænger mange af os til i højere grad, at anerkende os selv og dermed gøre os istand til bedre, at kunne anerkende andre. Uanset hvor forskellige de måtte være i forhold til os selv.

 Jeg vil her komme med et par citater om anerkendelse af andre og dig selv. Beklageligvis har jeg ikke nogen ophavsmand/kvinde til nedenstående citater.

Citat om accept og anerkendelse:

” Når du anerkender et andet menneske, betyder det at, du respekterer det, den anden tænker, føler og mener uden at forsøge, at overtale vedkommende til at tænke, føle og mene noget andet. Det betyder ikke at du behøver at være enig eller forstå det, det betyder bare, at du respekterer den anden præcis for den, han/hun er.”

 Citat om at anerkende dig selv:

“Kritiser ikke dig selv for alt det du ikke er, og ikke kan. Anerkend i stedet dig selv for alt det du er, og alt det du kan”    

Ovenstående  citater syntes jeg definerer det, jeg vil kalde basal anerkendelse. Omkring det at blive bedre til at anerkende sig selv, kan det være lidt svært i vores kultur. Men gevinsten ved at være anerkendende og acceptere sig selv kunne være, at vi  bliver bedre istand til at møde andre anerkendende, med accept og respekt.

Fortsat rigtig god sommer. Jeg vil i næste indlæg komme ind på at leve livet langsommere.

De varmeste sommer hilsner

Ingrid                                                               

 

 

 

 

 

 

IMG_6337

Tilfredshed, som en kærlig og glad livsledsager.

Kære alle dejlige med søstre og alle andre interesserede m/k.

Tak for de gode kommentarer jeg har fået fra både kvinder og fra mænd, der spørger om de også må være med. Selvfølgelig er mænd meget velkommen  til at læse med.

I dette indlæg vil jeg komme ind på betydningen af, at være tilfreds med de livsvilkår, du har lige nu. Jeg tror, at følelsen af tilfredshed for mange mennesker, er stigende med alderen. Det modsatte kan naturligvis også forekomme, at folk bliver mere utilfredse med alderen. Måske p.g.a. at de muligheder man tidligere havde, og de ressourcer der før var til rådighed ikke  mere er tilstede i så høj grad som før. Det kan f.eks være, at det kan være svært at finde en ny identitet, når man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet mere.

Fra tid til anden hører jeg en del om alle de ting, folk går og er utilfredse med. Det gælder både professionelt og privat. Og jeg har bestemt også selv i perioder oplevet, at være utilfreds med mange ting i mit liv. Jeg har også på egen krop mærket hvordan, det kan tære på energien og livsglæden, og ikke mindst på fraværet af den indre ro. Måske påvirker det endda  helbredet, at være utilfreds med det liv, man har.

Det jeg kender til, som de fleste erklærer sig utilfredse med er:  Sig selv, sit udseende, sin vægt, det man har opnået i løbet af livet, de valg man har foretaget. det som man aldrig fik gjort, sin mand, kone, eks. mænd og koner, børn, venner, arbejde, bolig, økonomi, helbred osv. Nogle af de nævnte ting, kan der gøres noget ved, andre ting er noget, som vi skal forlige os med, fordi det kan være vilkår, der ikke kan laves om. Det er i den forbindelse  det er godt, at være udstyret med en god skelne evne. Hvad kan eller skal der ændres på og hvad er det, som skal jeg forlige mig med, for at få fred i sindet og føle en tilfredshed, som kan blive mig “en kærlig livsledsager”.?

For mit eget vedkommende er jeg klart blevet mere tilfreds med alderen, også fordi livet nu former sig mere tilfredsstillende på alle livsområder, end  det tidligere var tilfældet..  

Men det at livsvilkårene er forbedrede, er ikke det, der alene giver mig følelsen af, at være meget tilfreds. Det der for mig har betydet mest i mht., at jeg kan føle tilfredsheden, som en “kærlig livsledsager” er, at jeg har forliget mig med mit liv, som det nu har været og er. Både mht. det der er sket i fortiden, det som er lige nu, og at fremtiden er uforudsigelig og derfor ikke kan planlægges, men skal mødes, som verden nu vil vise at udfolde sig.

Andre vigtige områder, der giver mig selv ro og tilfredshed i sindet er, at jeg ikke mere har nogle fastlåste forventninger til nogen eller noget. Så sparer jeg mig for at skuffes over, at tingene ikke altid forløber helt som forventet. Dette betyder jo ikke , at vi ikke kan forvente, at andre opfører sig ordentlig, hvis de  gerne vil indgå i vores fællesskab. Men, selvfølgelig altid i forhold til det udviklingsniveau,  det enkelte menneske befinder sig i.

Den oplevelse af tilfredshed som i høj grad rent personligt giver mig ro og glæde i sindet, kommer af, at jeg  ikke  ønsker at være andet, end det jeg er. eller hellere vil bo et helt andet sted. Jeg er efterhånden holdt op med at sammenligne mit liv med andres. Det kommer der alt for sjældent noget godt ud af.

 Det er vigtigt for mig at understrege, at livet bestemt ikke skal stå stille, eller leves kedeligt uden udfordringer. Nej, det er særdeles vigtig at nyde livet i alle dets tilskikkelser.  Jeg glædes tit over, at opleve både overflod og lidt frås. Og det giver mig stor tilfredshed at opleve noget nyt i det, der allerede er. Jeg besøger næsten dagligt det træ i skoven, som jeg kalder “Mit træ”. Det er selvfølgelig det samme gamle træ, men træet udsender en helt særlig energi, hver gang jeg besøger det. Træet står der mellem skov og strand og udsender flere hundrede års livskraft, der giver mig fred, ro og glæde dybt ind i sjælen. Det store, gamle vidtforgrenede træ, rækker favnende sine grene ud mod mig og giver en fornemmelse af evighed.

Nu kunne du, som læser måske tænke, om jeg også er tilfreds med verden, som den udspiller sig rundt omkring os med krige, vold og terror. Nej, naturligvis kan jeg ikke være være tilfreds med alle de voldsomme ting sker, eller at så mange mennesker lider og sulter.

De fleste af os, er nok ikke istand til at gå ud og kæmpe ved fronterne, eller være frivillige hjælpere, for de syge og sårede.

Men, vi kan alle gøre lidt, ved at være generøs og gøre noget for andre.  Mange mennesker lever alene, og derfor ikke bliver “set” eller får den anerkendelse, som er så vigtig for os alle. Noget af det bedste vi kan gøre er, at give andre mennesker den gave at “se dem som, de er” og “anerkende dem for den, de er”

  At være generøs over for andre giver en personlig tilfredshed. Den personlige tilfredshed der kommer af at møde andre og “se” dem, giver mig styrken til at møde den verden, som jo ser ud til at være a lave i øjeblikket.

Jeg håber, at I som læser dette får lyst til at reflektere over, hvordan du selv har det med at få den kærlige ledsager i livet, som den grundlæggende tilfredshed medfører.

 De allervarmeste sommerhilsner

Ingrid

  N.B. I næste indlæg vil jeg reflektere over glæden ved påskønnelse.

 

IMG_6337

” Nej, jeg fortryder ingenting”

    Kære alle dejlige, modne medsøstre, og alle andre interesserede.

Jeg håber, at mange af jer har haft glæde af at læse mine to første indlæg om mildhed og sødme. De findes stadig på min blog, nedenunder det nye indlæg, som kommer her. Jeg håber også, at I har mærket den styrke og energi, der kommer af at kommunikere, med større sødme og mildhed. Eller måske har du også mærket det modsatte, nemlig tab af energi og glæde, hvis der er kommet for megen hårdhed og kritik ind i måden, at tale sammen på. Jeg vil dog lige  huske at minde Jer om, at det også er vigtigt at kunne bruge “Den gode vrede” altså den vrede, som kun eksisterer i den situation, hvori den opstår.

Det nye indlæg handler om det, at fortryde de ting i fortiden, man har gjort, eller måske ikke har gjort. Og hvor meget de ting vi går og fortryder, kan tære på vores livsglæde og energi.

I den forløbne uge har jeg reflekteret en del over, at mange oplevelser og hændelser fra fortiden, i langt højere grad end tidligere, dukker op, og står krystal klart, som var det sket i går.  Det skyldes måske, at min hjerne er mindre belastet nu, end det var tilfældet i mine meget travle år. Eller måske er de yderste lag i hjernen blevet “tyndere”, så der er frit adgang til tidligere oplevelser.?

Det kan ikke undgås, at nogle af de ting der dukker op, kan være smertefuldt at tænke på. Vi har vel alle gjort noget, der var forkert, været udsat for noget der gjorde ondt, været uansvarlige, handlet uklogt osv., alt sammen ting som det ikke er så rart, at blive mindet om. 

Jeg har en veninde der af og til spørger, om jeg har fortrudt forskellige ting, som jeg har gjort i løbet af mit liv. Det kan f.eks være, at flytte fra et sted jeg var meget glad for, indledt forhold med en, der har medført en masse problemer osv.

Jeg svarer hver gang:. Nej, det fortryder jeg ikke. Dels fordi det jo ikke kan gøres om, dels fordi jeg ikke var klogere dengang, og fordi det er ødelæggende for min tilværelse, at bruge kræfterne på at fortryde handlinger fra fortiden. Negative tanker af den art, er virkelig en dræber af livsenergi og livsglæde, og kan udvikle sig til en slags fortvivlelse, p.g.a. noget, som alligevel ikke kan ændres. 

Jeg er helt bevidst om at,  det ikke er omkostningsfrit, det jeg personligt er kommet til at påføre andre, ved at handle, som jeg har gjort.  Men, det er meget vigtigt at acceptere, at vi ikke er perfekte, og at alle andre heller ikke er perfekte.

I stedet for at fortryde både det, der har haft store omkostninger overfor os selv og andre. Eller for den sags skyld fortryde ,alt det vi ikke gjorde p.g.a manglende mod, viljestyrke og vedholdenhed. Ja, så ser jeg såvel det gode og positive, som det mere negative og måske uansvarlige jeg har gjort, som en del af min dannelsesrejse frem til det menneske, jeg er i dag. Derfor bliver jeg nødt til at tilgive mig selv for det, der var forkert at gøre dengang.

 Alle de veje, omveje og vildveje jeg har betrådt, men også de mere målrettede og succesfyldte veje og stier der er betrådt, har betydet at jeg i dag føler en stor rummelighed overfor alt, hvad der sker under “Vor Herres himmel”. De mangfoldige erfaringer har udviklet en stor tolerance overfor det enkelte menneske uanset, hvor det kommer fra.

Samtidig har den lange snoede rejse i livet medført accepten af, at livet er, som det er, lige nu. Og i høj grad også accepten af, at jeg er, den jeg er, både med alle mine positiver sider og alle de fejl og mangler jeg har, som  en integreret del af min personlighed. Gennem alle de brogede erfaringer, jeg har gjort undervejs, er jeg vel omsider fundet tilbage til det menneske, jeg har været fra begyndelsen. Den person, som jeg omsider har lært at acceptere og endda holde nogenlunde af.

I stedet for at leve i fortiden eller fremtiden, bestræber jeg mig på, så godt jeg nu kan, at være tilstede og tilgængelig for alle, lige her og lige nu.

Jeg kommer til at tænke på Peter Plys, der spørger Grislingen: Hvilken dag er det? Grislingen svarer: Det er i dag.  Dejligt svarer Peter Plys, det er min yndlingsdag.   Ja, der er noget at leve op til, for som Peter Plys at kunne sige: Uanset hvilken dag, så er det min yndlingsdag i dag.

God fornøjelse.  I mit næste blogindlæg vil jeg komme ind på glæderne ved at være “tilfreds”

De kærligste sommerhilsner til alle jer derude.

Ingrid Ortmann 

 

IMG_6337

“Den som har livets mildhed søgt, møder sin skæbne uden frygt……”

Kære alle medsøstre derude. (og andre interesserede)

Jeg håber I alle har fået læst mit første indlæg om mildhedens magt og styrke. Jeg ved nogen har haft lidt problemer med at finde min blog, men håber det nu vil lykkes efterhånden.

Jeg lovede i mit første indlæg, at komme mere ind på nogle af mine egne erfaringer omkring det, at udvikle styrken af mildhed og sødme, både i mødet med mig selv og andre mennesker.

Jeg oplevede i den forløbne uge, at jeg gik og nynnede strofer fra sangen: “Den som har livets mildhed søgt, møder sin skæbne uden frygt, så åbnes vil min himmel, jeg fandt den jo her på jord.” fra operetten Farinelli, sunget af Poul Bundgaard.

Er der mon en dybere visdom i disse ord? Hvis man har livets mildhed søgt, går man så livet i møde uden at frygte noget, fordi man så finder himmelen allerede her på jorden.

Ja, i mit personlige univers kan der godt være noget om snakken. Jeg har jo som de fleste kvinder i min generation, kæmpet for kvindernes rettigheder, og frihed til at kunne gøre, det vi har lyst til. Der er for mit eget vedkommende opnået langt mere frihed, ligestilling og frigørelse, end jeg nogensinde har drømt om. Men flere af os må vel indrømme, at kampen for vores rettigheder også har kostet undervejs. Nogle af os er måske blevet lidt for hårde i vores sind, og måske med en lidt for skarp tunge, når vi er utilfredse med noget. Jeg for mit eget vedkommende har selv været noget af en hård kriger, og helt sikkert nedgjort og kritiseret og overtrumfet, de ellers gode mænd, jeg har kendt i mit vokse liv.

Det har sikkert alt sammen været nødvendigt i en længere periode. Men at være en hård kriger koster, både personligt og dem vi “kriges imod.  I dag oplever jeg det, som at forgifte både mig selv og dem det går udover, når min gamle kriger nu og da bryder igennem, hvis noget for alvor frustrerer mig. Efter en sådan forgiftning mister jeg både en masse glæde og energi. Jeg bliver udmattet, og mister lysten til at være noget godt for nogen. Så på en måde skaber man jo et “helvede” på jord, hver gang man ikke har kærlighed, tålmodighed og indføling nok til, at forstå hvorfor den anden har handlet, som han/hun har gjort. Og ikke som jeg nu havde forventet.

I modsætning til ovenstående føles det rent faktisk som paradis på jord, når jeg evner at møde alle og især de nærmeste med en forståelse hvorfor han/hun gør netop det, de gør lige nu. Pga. at det er der, hvor han/hun befinder sig i sin udvikling.

Så mit personlige budskab i denne uge er, at hvis vi nedlægger den del af den indre kriger, der ikke mere har behov for at være i krig. Men forlader den slagmark, hvor vi engang havde noget at kæmpe for. Ja, så kan jeg rent faktisk opleve, at jeg finder paradiset her på jorden og dermed kan møde skæbnen uden frygt, for så har mildheden  jo i realiteten allerede bragt mig “hjem” til det paradis, hvor vi hører til.

Jeg håber, du vil tænke over om mine refleksioner er brugbare for dig, hvis du gerne vil finde en mere fredelig vej til at udvikle, et mildere sind og et åbent hjerte fyldt af kærlighed.

De varmeste sommerhilsner

Ingrid

 

IMG_6337

Modenhedens milde magt og styrke.

Kære alle  modne medsøstre og andre interesserede.

Her modtager du mit første blogindlæg, hvor jeg har valgt at indlede med emnet: Mildhedens magt og styrke, et emne som jeg personlig er meget optaget af, løbende at udvikle.  Jeg  oplever dagligt, at når jeg møder andre mennesker med mildhed og sødme, så løses de fleste problemer og uoverensstemmelser langt lettere, end når jeg f.eks kritiserer,  beklager mig, skælder ud, eller bliver vred. på andre mennesker. Det kan selvfølgelig være svært at bevare mildheden, når man føler sig forurettet. Men netop med modenhedens milde magt, kan vi nå langt i vores samspil med andre mennesker. Mildheden  giver os en ny indflydelse, hvor vi får mere og mere magt, dvs. vi har mulighed for at påvirke vores omgivelser, fordi vi i vores modningsproces bliver mildere og mildere.  På den måde bliver livet egentlig bedre og bedre, også på trods af de tab vi oplever undervejs efterhånden, som vi bliver ældre.

Det er selvfølgelig en smuk tankegang, at vi sådan bare kan udvikle os til at blive mildere og mere sødmefyldte med alderen. Og det sker nok også sjældent helt automatisk. Det sker desværre for mange, at de stivner, bliver ubehagelige, hvilket kan ske allerede fra de yngre år. For mange gælder, at de bliver selvcentrerede og utålelige at være sammen med, måske p.g.a af bitterhed, sygdom, eller jalousi.

Dog har jeg en fast tro på, at hvis vi har viljen til at åbne vore hjerter for andre og acceptere andre præcist, som de er. Så vil det stadigt være muligt at udvikle  den indsigt og tolerance, som kan føre til at udvikle et mildere sind. Det betyder rigtig meget, hvis man selv bliver mødt med mildhed fra andre.

I mit  eget liv  er mildhed fra omgivelserne, og fra de mennesker jeg er sammen med,  helt afgørende for min trivsel, og udvikling. F.eks når vejret er mildt, er det behageligt, det får mig til at føle mig godt tilpas, mennesker kan også være milde, og det er meget nødvendigt for mig, at være samme med nogle, der har et mildt sind.  Som den vise kong Salomon sagde: “en mild tunge kan bryde  ben” Ordsprogene 25:15.

Jeg vil slutte mit første blogindlæg med at understrege, at det er min erfaring at rejsen mod et mildere sind, må starte hos os selv. Ved at vise os selv meget større accept, tålmodighed, og tolerance, i stedet for konstant bebrejde sig selv for det man ikke når, måske ikke kan mere, ikke har energi til, måske ikke mere er så smuk som tidligere, at skindet er blevet for stort, osv.

I mit næste blogindlæg vil jeg komme ind på nogle af mine egne erfaringer, som du måske kan bruge, hvis du ønsker at udvikle mildhedens magt og styrke, som i høj grad kan kompensere for noget af det, der tabes med alderen.

“Hvis modenhedens milde magt af livets selv du lærte.  Da slår bag falmet rosendragt dit røde hybenhjerte.” 

af Alex Garff, Højskolesangbogen, 335

Jeg ønsker jer alle en god pinse og i håb om at vi mødes igen på min blog

sender jeg de varmeste tanker

Ingrid Ortmann


 

 

 

IMG_6337

Invitation til Ingrid Ortmanns nye blog

Kære alle I dejlige medsøstre 50+

Jeg har i flere år haft lyst til at starte en blog for os modne kvinder.

Nu skulle dette ønske kunne blive til virkelighed pr. 1. juni 2017.

Mit formål med at starte min blog er at dele nogle refleksioner og erfaringer om livet, som det nu kan udfolde sig efterhånden, som vi bliver ældre. Jeg vil tage udgangspunkt dels i egne erfaringer og aktuelle refleksioner over tilværelsen som en moden kvinde, dels med de mange indsigter jeg får forærende gennem mit arbejde som psykolog og underviser.

Min blog er ikke tænkt at skulle være direkte rådgivende, men snarere et sted, hvor du måske får nogle ideer og stimuli til at se nye muligheder og at få det bedste ud af en udfordrende situation.

Ugens blog vil være opbygget omkring en historie, som jeg reflekterer over. Historien vil normalt indeholde et eller flere temaer til eftertanke. Det kan f.eks. være at blive mere bevidst om de egenskaber, der kan mildne en vanskelig situation. Såsom at nå frem til at vise en dybere forståelse, lydhørhed, accept, mildhed, sødme m.m., såvel over for dig selv som for andre.

Mit motto er: Hvad udad tabes, skal indad vindes (Enrico Dalgas 1828-1894). Med dette mener jeg, at de tab der naturlig hører med til at blive ældre, skal vindes ved at udvikle os til det menneske, som mange søger p.g.a. den indsigt og visdom, som et levet liv giver os.

Det er gratis at følge med i mine refleksioner over tilværelsen. Du finder min blog på www.IngridOrtmann.dk

Hvis du har lyst til at være med og gerne vil vide, hvornår det næste indlæg er klar på min blog, så send din mailadresse og du vil modtage et nyhedsbrev, hver gang der er nyt på bloggen.

Jeg glæder mig til at høre fra dig og vil gøre mit bedste for at inspirere dig.

Jeg håber, at du vil bære over med mig, indtil jeg finder den rette form, som bloggen skal have.

De bedste tanker

Cand. Pæd. Psyk.

Ingrid Ortmann