IMG_20180120_132731

Kunsten at tilgive….

Til alle mine kære læsere, kvinder, mænd unge og ældre.

I mit sidste indlæg der omhandlede “meningen med livet” opfordrede jeg jer, til at komme med emner, som I gerne ville læse mine refleksioner omkring. Jeg har fra tre af jer modtaget ønsket om, at jeg skulle skrive om den svære tilgivelse, den som er næsten umuligt at nå frem til.

De fleste af os kommer i løbet af vores liv ud for begivenheder, som kan være svære at tilgive, selvom vi godt ved, at det er vigtigt at tilgive for at komme styrket videre i vores tilværelse.

Noget af det sværeste at tilgive er oftes, når vi bliver svigtet, forrådt, såret eller krænket af en af vores allernærmeste. Det kan være en partner, forældre, søskende, eller en man har haft stor tillid til. 

Det, at vi kan blive udsat for at blive svigtet, forrådt, såret eller krænket, eller snydt er en del af det, at være menneske. De sorger og smerter vi oplever, sker oftest p.g.a af andre menneskers manglende moral, klogskab eller simpelthen manglende indfølingsevne. At blive udsat for livets store svigt skaber megen sorg og smerte, som gør ondt i sjælen og tapper vores livsenergi.

I stedet for at tilgive, sker det tit at vi reagerer ved ,at gøre os følelsesløse, benægte, glemme, eller helt fortrænge det skete. Fejlagtigt tror mange ,at det er en styrke, ikke at tilgive, fordi de tror det kan være tegn på svaghed, at tilgive noget, som næsten er utilgiveligt.

Andre vælger at søge hævn og straffe ved at forsøge at give den, der har skadet os igen af samme skuffe, eller ved at bære nag til personen hele livet igennem. At bære nag er også en af livets store energidræbere, og påvirker vores immunforsvar p.g.a den gift, som at bære nag er for sindet.

At vedblive med at være vred, kan give en form for energi, der kan dulme de sårede følelser. Når vi nægter at tilgive, er det en form for magt, der bl.a. kan føles, som man herigennem kan genopbygge ydmygelsen og give os den personlige stolthed tilbage. Hvilket selvfølgelig er en illusion, for det at give den sårede følelse, og stolthed magten, ved at ønske straf og hævn, er altså hverken ægte stolthed eller værdighed i det lange løb.

Ordsprog: Uden tilgivelse er der ingen fremtid.-

Desmond Tutu.

Hvorfor kan det det være så svært for nogen af os at tilgive, selvom vi egentlig gerne vil, da det jo indebærer en vis prestige i vores kultur, at kunne sige: Jeg er i stand til at kunne tilgive alt.

Når det kan være mere end svært for nogle af os, at tilgive eller forsone os med noget meget smertefuldt, der er overgået os, kan det skyldes forskellige faktorer i vores personlighed.

Ordsprog: De svage kan aldrig tilgive. Tilgivelse er en egenskab, der tilhører de stærke.-

Mahatma Gandhi

Jeg bruger dette ordsprog til påpege at, det kræver stor psykisk styrke, at kunne tilgive. Det kræver, at vi er i stand til at sætte os ud over vores egen selvretfærdighed. Den selvretfærdighed, som hjælper os til at føle, at jeg kan respektere mig selv som stærk og retfærdig, gennem at gøre den, der har skadet mig til skurken. Ved at gøre den anden til “skurken” kan jeg genopbygge et selvbillede der siger, at jeg er den rigtige.

En anden side af vores personlighed der kan forhindre os i at kunne tilgive, er fordelene ved at befinde sig i offerrollen. At man er en, der har været udsat for en uretfærdighed, og som derved fortjener andres medfølelse og omsorg. Mange mennesker lever i grupper og fællesskaber der dyrker, at være ofre for nogen eller noget. Det gælder både på mikro- og makroplanet. At dem der handler anderledes end os, er fjenderne og skurkene. Det gælder både i den nære gruppe, parforhold familie, venner og i storpolitik. Der er os, der er de rigtige, og dem eller den, der tænker og handler anderledes end os, der er de forkerte.

Ligeledes gælder fordømmelsen af dem, der har krænket os. Det kan give masser af energi, og måske dulme de sårede og smertefulde følelser, at fantasere om hævn, og tænke at hvis vi påfører den anden samme smerte, som vi selv har oplevet, ja, så vil vi få det bedre. Balancen er genoprettet, alt er godt igen. “Tror vi” ——-

Ordsprog: Den, der efterstræber hævnen, burde grave to grave. –           Gammelt kinesisk ordsprog.

Ligesom der kan være mange gode grunde, og oftest ubevidste, til ikke at kunne tilgive, er der i mit univers mange flere gode grunde til, at være i stand til at tilgive både sig selv og andre, helt fra dybet af hjertet.

Jeg tror det er vigtigt at erkende, at livet som sådan ikke er retfærdigt. Det er måske endnu vigtigere, at erkende at andre mennesker nu engang er, som mennesker er, med alle deres menneskelige fejl og mangler. Det, som vi selv måske ville syntes, må være den helt rigtige måde at opføre sig  på, er ikke altid udviklet på samme måde eller på samme niveau hos andre. Alle har deres baggrund og årsager til at være der, hvor de er i livet, m.h.t modenhed, intelligens, og personlighed. 

Så en af de væsentligste erkendelser ved at kunne tilgive er følgende sætning: At forstå er at tilgive. For mig personligt betyder det, at når vi forstår det andet menneskes handlinger ud fra deres ståsted i livet (eller manglen på samme).  Så vil vi måske ikke i lige så høj grad føle smerten ved, at være blevet dårligt behandlet eller svigtet. Fordi vi måske indser at vedkommende ikke formår at handle anderledes p.g.a netop deres mangler i moral, modenhed og personlighed.

Ordsprog: Du kan tilgive næsten alt. Men du kan ikke tolerere alt. Vi er ikke tvunget til at tolerere det folk gør, fordi vi skal tilgive dem. At tilgive healer os selv personligt. At tolerere alt sårer os selv i det lange løb.-                                            Lewis B. Smedes

Lewis B. Smedes ordsprog er for mig at se, en af de meget vigtige erkendelser til at forstå hvorfor, at kunne tilgive er så vigtigt. At tilgive er at give det fri ,der er sket, og i høj grad for at sætte os selv fri. At frisætte sig selv fra at bære den byrde det er, at bære rundt på al den vrede, der er bundet til det, vi har været udsat for. Derimod er det vigtigt ikke bare at tolerere,  at være sammen med nogen der fortsat krænker os. Hvilket er, at såre os selv meget dybt. Og dermed farligt for både vores psykiske og fysiske helbred.

Hvad er det så at praktisere tilgivelse. Min definition er at, nulstille det skete, og forsone sig med det, der ikke kan gøres om, vi skal ikke glemme det, men frisætte det, så det ikke mere forstyrrer ens livskvalitet, i ord, tanker og handlinger. D.v.s. at vi har forsonet os med det, der er sket, selvom det har medført megen smerte. Det betyder også at lysten til hævn ikke eksisterer mere. Det er meget vigtigt at praktisere tilgivelse især i parforhold, hvor begge har tilgivet hinanden i forbindelse med de svigt der er sket. Ægte tilgivelse betyder, at man  i fremtiden fuldt og helt undlader at nævne tidligere handlinger, nedgørende ord, manglende respekt osv., hver gang der opstår uenighed i forholdet. Hvis man ikke er istand til at lade fortid være fortid, så mangler der endnu et stykke vej i tilgivelses processen.

Jeg håber mine refleksioner omkring emnet tilgivelse, vil være brugbar især til dem der har ønsket dette emne behandlet i dette indlæg.Jeg håber for alle, at dette indlæg vil være en lille håndsrækning til, at tilgive både dig selv og alle andre.

De varmeste og smukke sensommer hilsner til jer alle.

Ingrid

 

 

 

 

IMG_20180120_132731

Hvad er meningen……….

Kære alle læsere af min blog, 

Kære alle modne kvinder og mænd og kære alle andre interesserede.

Min blog har nu eksisteret i ca. 5 måneder og jeg vil gerne takke alle mine læsere for deres positive modtagelse af mine blogindlæg. Jeg har desværre ikke endnu tid nok til, at åbne op for min blog, til at være et forum for dialog. Men jeg har alligevel fået en del henvendelser fra en del af jer over mailen. Og tusind tak for det.

Dette indlæg er valgt, p.g.a at en af mine yngre læsere har stillet mig det spørgsmål. “Hvad er meningen med livet” Det vil jeg efter bedste evne forsøge at give min version af. Som ikke på nogen måde kan opfattes, at være det eneste og sande svar. Hvilket nok heller ikke findes. Det ser ud til at vi mennesker i nogen grad selv, må finde vores mening med livet

Med dette indlæg vil jeg samtidig åbne op for, at du kan sende mig et emne, som du gerne vil høre mine tanker omkring.

Jeg kan naturligvis ikke love, at jeg kan besvare alle forslag, hvis der skulle komme mange henvendelser, som kan ske via min mail adr. ingridortmann@mail.dk.

Men tilbage til: Hvad er meningen med livet?”

 Jeg vil give min version, som den opleves lige nu. Og som i nogen grad vil ændre sig efter de vilkår, jeg må komme ud for.

Jeg vil forsøge, at dele “meningen op i en mere dagligdags adfærd og i en mere overordnet eksistentiel mening. Men selvfølgelig vil dagligdagen og det mere eksistentielle overlappe hinanden i den måde jeg dels opfatter mig selv på og dels den måde jeg møder andre mennesker på.

Jeg oplever, meningen i dagligdagen for mig opstår ved, at møde dagen med et åbent sind overfor, hvad der måtte ske i løbet af dagen. Og en bevidsthed om at dagen formes i høj grad af den måde, jeg møder dagen på. Dermed mener jeg, at meningen kommer ved at “ville” tage ansvar for alt hvad vi møder i dagligdagen, vores relationer, vores familie og venner, børn, unge, dyr og planter og blomster. At møde alt med en ydmyg holdning ( ydmyg skal her forstås som respektfuld)  At gøre vores bedste i de opgaver, vi påtager os at løse.

En anden side af det, der giver mig mening i livet lige nu, ser ud til at blive det store trend i dette efterår.

Emnet er: At vi skal lære at nøjes.

En af tidens guruer, psykologen Svend Brinkmann udkommer meget snart med bogen: “Gå glip – begrænsningens kunst i en grænseløs tid.

Jeg har af gode grunde ikke læst bogen, men som overskrift i et interview i Politiken siger han: “Vi skal lære at nøjes” og netop det at lære at nøjes, ser jeg som en trend, der kan medvirke til at give mange af os  en større og mere indsigtsfuld mening med livet.

En af de syv dødssynder er, som bekendt grådighed. Her skal ikke forstås, at jeg mener, vi  nu skal leve i askese, men at nøjes med lidt mindre af alt det, som mange af os overforbruger: det kan være en uendelig strøm af oplevelser, rejser af mad, drikke, indkøb af ting, som vi har nok af i forvejen, eller at arbejde til vi segner, for at opnå en højere karriere. 

Der er absolut ikke noget i vejen for at nyde og gøre alle disse ting, men hvis vi overforbruger de muligheder vi har, opstår nemt det behov, at mere vil have mere. Ellers vil der hurtigt opstå en følelse af tomhed, som hele tiden skal fyldes op.

 Hvis vi kunne se alle de muligheder vi har,  som noget vi kan nyde som et gode, i de rette mængder, i stedet for noget der skal jagtes. Så vil dette at “kunne nøjes” måske åbne op for noget af det, som jeg oplever som meningen med livet, at vi begynder at tænke anderledes og måske  få lyst til at gøre mere af det, der giver os følelsen af, at livet giver mening, fordi det måske indebærer at vi får tid lyst til at lære os selv og vores omgivelser at kende på et dybere plan. Og dermed måske får lyst til at være noget for andre.

En af vores store filosoffer Søren Kirkegaard, som er eksistentialist tror ikke på, at der er en bestemt mening med livet, men  han tror på, at vi skal skabe meningen selv, ved at vælge os selv, lære os selv at kende og tage ansvar for vores handlinger, og at man ikke kan skyde ansvaret fra sig, ved at skyde skylden for vores problemer på andre.

“Der findes ikke en universel sandhed, der findes kun det, der er sandt for en selv, når man opdager det og erkender det, kan man blive deprimeret og overvældet af angst. Så skal man handle, vælge og kæmpe, for det er først når man gør noget og er i bevægelse, at livet kommer til at give mening.” citat af Søren Kirkegaard.

Så iflg. Søren Kirkegaard, må vi først erkende hvad der er sandt, for os selv. Og derefter skal man så handle, vælge og kæmpe, for det er først, når man gør noget og er i bevægelse, at livet kommer til at give mening.

Ovenstående som til dels også har været en ledetråd for mig, skal bestemt ikke opfattes, som jeg  har fundet de vises sten, eller at jeg er specielt from eller frelst. Tværtimod, men det giver mig bare ro, i sindet at vide, at jeg selv er ansvarlig for at finde den mening, der passer til mit selv.

Meningen med livet på et mere eksistentielt plan er for mig, modsat for Kirkegaard er at føle, at der er en højere meningen med at være her.  Dette gælder bl.a. at føle en slags “kald” til det arbejde, jeg har udført, samt et “kald”. til at hjælpe, og gøre noget for andre. Nu her i denne tredje del af livet, er behovet for at være der for de nære, familie og venner, blevet  mere fremherskende.

Det helt afgørende for at jeg personligt føler, at der er en mening med livet er: at jeg tror på en højere kraft, en gud, som elsker mig, som jeg er, en som jeg kan henvende mig til ,når jeg mangler svar, eller styrke til at gøre det, der skal gøres. 

Ovenstående har været en rød tråd gennem hele livet, men fremstår nok mere bevidst, i denne livsfase, som af psykologen Erikson, kaldes visdommens alder. Hvilket vel betyder, at vores adgang til vores dybere selv, måske er blevet mere tilgængeligt

Jeg vil igen understrege, at jeg hverken er frelst eller et bedre menneske end andre. Men jeg kan holde mig selv ud, fordi jeg tror på det bedste både i mig selv og i andre, og at vi for det meste, vil hinanden det godt.

 I håb om at mine tanker om “meningen” med livet giver både spørgeren og alle  i andre læsere lidt tankegods.

Sender jeg de kærligste tanker.

Ingrid