IMG_20180120_132731

At vise din sårbarhed, er at vise mod og styrke?

Kære alle mine læsere. modne kvinder og mænd, unge som gamle og alle andre interesserede.

Aller først tak for de mange positive reaktioner på mit sidste indlæg omhandlende, at blive venner med sin angst. Det glæder mig at høre, at mange har oplevet, at de bliver inspirerede til at tænke dybere over emnet, ved at læse mine refleksioner over emner, som  de fleste af os møder i løbet af vores liv.

I dette indlæg vil jeg reflektere over vigtigheden af at turde at vise sin sårbarhed. Også selvom det kan være svært, da det altid indebærer muligheden for, at blive afvist.  Jeg vil bruge et eksempel fra min egen barndom, som dog ikke skal forstås som, at jeg har haft en speciel dårlig barndom, men måske mere som en mangel på overskud til at forstå det stædige barn, som jeg nu engang var og er.

De seneste år har der været meget fokus på, at vi i særlig grad skal være robuste, omstillingsparate og trives ved at have mange bolde i luften osv. Krav som meget ofte fremhæves i jobannoncerne for, at kunne komme i betragtning til det ledige job. Der har til gengæld indtil nu, ikke været så meget status eller prestige i, at vise sine mere sårbare sider, som på mange måder også kan betragtes som en styrke. Nemlig “styrken af mod” til at fremstå, som den vi er.

Personligt tror jeg på,  at der i den kommende tid vil komme mere positiv fokus på, også at turde vise vores sårbarhed. De færreste af os undgår, at komme i situationer hvor vi føler, at vi ikke kan magte livet. Eller klare presset til at yde endnu mere, klare endnu flere opgaver. Hvis vi ikke tør åbent at vise, at der kan kommer perioder, hvor sindet er fyldt til bristepunktet, reagerer vi med stress og depression fordi vi simpelthen er blevet væk fra os selv. Fordi vi har mistet det indre kompas.

Mange af os, uanset hvor seje og robuste vi ser ud til at være, vil have brug for at erkende, at vi af og til også kan føle os svage. Og derfor har brug for, at turde vise vores sårbarhed overfor nogen, vi føler vi kan have tillid til.  Til en som evner, at lytte og forstå og måske kan række en hjælpende hånd ud, hvis det er behov for det. Det er også vigtigt, at det er en person der forstår, at det ikke er nyt “værktøj” vi skal lære at bruge, eller vi har behov for et kursus i mindfulness. Men en person som forstår, at det der er behov for lige nu, er at modtage, sødme, ømhed og trøst, for at genfinde energien og selvtilliden til at komme videre. Og måske også finde frem til, om der er noget der, skal være mindre af i vores liv fremover.

Hvorfor kan det være svært, at vise at man ikke altid er lige “sej” ? Hvad er vi bange for?   

At turde at vise overfor andre både når man er “sej” og sårbar grundlægges nok for de fleste af oplevelser i barndommen. Hvis man ikke er blevet mødt af forældrene eller en anden voksen med trøst eller forståelse, når man er ked af noget eller har slået sig, eller bliver drillet. Så vil det for mange børn betyde, at de lukker følelserne inde og i stedet spiller hård og stærk. For nogle børn gælder det at “Hjertet” efterhånden hærdes, så man ikke rigtig mere kan mærke, når man er ked af det. Følelserne af sårbarhed fortrænges fra bevidstheden.

Min egen historie omkring ikke, at turde vise sårbarhed, tror jeg er startet ret tidligt i min opvækst. Jeg havde på mange måder gode forældre, der ville os det allerbedste. Men de var vist aldrig selv blevet hverken trøstet eller forstået i deres barndom. Så de evnede ikke at trøste, hvis jeg slog mig slemt. Eller lytte hvis jeg blev ked af noget og måske sørgede over hvis en legekammeret hellere ville være sammen med en anden. De kunne simpelthen ikke rumme, hvis der var noget jeg græd over, i stedet for trøst blev de ret hårde og afvisende. Det var ikke noget at tude for.  P.g.a. min stædige stolthed, mistede jeg meget tidligt troen på, at forældre var nogen, der var der for mig, hvis jeg var svag og ked af noget eller græd. Det medførte at jeg ubevidst “fyrede” dem ved aldrig senere at beklagede mig til dem, hvis der skete mig noget slemt sket, og jeg græd aldrig mere hvis noget sørgeligt skete.

Men mine forældre var  meget glade og stolte over, at jeg var sådant et selvstændigt og selvhjulpet barn, der kunne klare mig selv på alle områder meget tidligt. Og det at være selvstændig og modig nok til at klare mig selv, fik jeg indirekte stor anerkendelse for. Min mor troede på, at jeg kunne blive til lige hvad jeg ville, selvom det kunne se noget urealistisk ud i vores fattige familie, langt ude på landet.  Så med den store tiltro til mine evner specielt fra min mor, blev det styrken og uafhængigheden af andres hjælp jeg satsede på ,for at blive anerkendt af mine forældre. Jeg havde fra min tidlige barndom aldrig den tanke, at forældre var nogen, man kunne hente hjælp hos. Det var bestemt uretfærdig overfor dem, at tænke på sådan, og  jeg som voksen ret sikker på, at de gerne ville have hjulpet mig, hvis jeg havde spurgt om hjælp til noget, som de kunne hjælpe med.

De frø, der blev sået meget tidligt i livet m.h.t. ikke, at vise sårbarhed, er nu snart en menneskealder siden. Mit første ord som var “kan selv” har i høj grad fulgt mig hele vejen op til nu. Men nu er tiden kommet til at erkende, at dette stædige “kan selv” må lægges  i graven nu for at give plads til mere nærhed og tilgængelighed.

 Jeg har altid været god til at vise styrke, selv i meget vanskelige situationer. og som beskrevet ekstremt dårlig til at vise sårbarhed, eller søge trøst, og måske bede en hjælpende hånd, hvis der var brug for det.  Det kræver tillid, at vise sårbarhed og bede om hjælp. Det ville kræve, at turde slippe noget af den kontrol, som jeg altid har holdt godt fast i.

Jeg er nu nået til den erkendelse, at det er på høje tid at tro på, at jeg har tillid nok til mine nærmeste, til at bede om hjælp, når der bliver brug for det.

Hvorfor er det nu så vigtigt at turde vise, at vi alle har en sårbar side, og indimellem har brug for at dele det med en, der ikke vil misbruge tilliden?.

Det er meget vigtigt: fordi vi først bliver et helt og autentisk menneske, når vi tør vise” hele os selv”. Det letteste er jo at fremstå som en, der bare altid har tjek på det hele. Men, hvis vi altid er tjekkede medfører det,  at der altid vil være en ulighed i forholdet og en afstand, der betyder, at vi ikke opnår den nærhed, som opstår når man tør vise andre, at man har brug for dem og gerne vil modtage den hjælp de tilbyder.

Når vi viser de sårbare sider af os selv, bliver vi mere tilgængelige for andre, som vil slappe mere af i ens nærhed fordi, der opstår tillid til at vi kan rumme hinanden, som den vi er. 

At vise sårbarhed, er helt bestemt ikke det samme som at gå ind i en “offerrolle”  der under stort drama viser, at det er synd for mig og andre må overtage ansvaret for mine problemer.  At vise sårbarhed er ikke at ringe rundt til alle for at fortælle hvor dårligt man har det, eller hvor dårligt man er blevet behandlet

I min optik handler det mere om ,at komme til den erkendelse, at nu er der brug for at tro på, at der en der vil støtte mig i en svær situation, som vil lytte til mig og prøve at forstå hvad jeg har på hjerte. Men absolut ikke en, som konstant skal høre på mine klager, og overtage ansvaret for min situation. Ej, heller en, som behandler mig som patient, men en som bare har roen til at lytte, forstå og være der for mig, hvis der er behov for det.

 Held og lykke til at turde at være både stærk og sej, “som man synger om Jyden”  og til at være svag og sårbar, når livet er svært.

 

Så jeg vil slutte med at et lille citat:    

AF DIN SÅRBARHED VIL DIN STYRKE KOMME

Navn ukendt.

De varmeste og hjerteligste tanker

Ingrid