IMG_20180120_132731

Compassion, et helbredende nytårsforsæt.

Jeg  vil først og fremmest indlede årets første blogindlæg, med at ønske alle Jer, mine læsere et godt nytår, og med et varmt ønske om, at 2018 må blive et år, hvor du trives og føler dig vel “hjemme” i dit liv.

Mange af os har måske sat os en del nytårsforsætter. Det kan f.eks være: at tabe sig, spise sundere, få mere motion, lære nyt, foretage rejser , være mere social, at give mere Compassion, overfor andref.eks ved at være mere indfølende, mere solidarisk osv. Alt sammen meget positive nytårsforsætter, hvis vi altså orker, at gøre mere end det, vi allerede gør i forvejen.

For mit eget vedkommende besluttede jeg efter en travl og meget vellykket jul og nytår, at noget i mit liv skulle prioriteres lidt anderledes for det kommende år. Selvom  jeg hoppede glad og tilfreds ind i det nye år følte jeg,  at jeg i lettere grad var psykisk overbelastet. Overbelastningen viste sig, som manglede ro, og indre stilhed i sjæl og sind.

Jeg havde i for høj grad spredt min opmærksomhed, så tankerne ofte gik i alle retninger. Hvilket betød, at det kørte alt for stærkt oppe i min hjerne. Jeg havde simpelthen for mange jern i ilden, og for mange mennesker, som jeg gerne ville holde en tæt kontakt med. Derudover alt for mange forskellige gøremål, som jeg gerne ville nå at udføre på kortest mulig tid. Og endelig vil jeg altid også gerne sætte mig ind i så mange nye emner, som overhovedet muligt. Gudskelov har jeg levet så længe, at jeg er helt bevidst om, at det er vigtigt at nå at bremse op inden overbelastningen af hjernen og psyken når, at medføre varige skader.

Så mit personlige nytårsforsæt er: at jeg fremover ville være mere tilstede og mere koncentreret især omkring mine nærmeste. Mine allernærmeste har sikkert af og til har følt sig noget nedprioriteret p.g.a mine ønsker om, at være både her og der og alle steder på en gang.

Som det så ofte er sket for mig, når jeg når frem  til nødvendige erkendelser. Ja, så sker det ofte på samme tid, at mange andre også er kommet frem til samme erkendelse, som følgende bl.a. interview viser.  Søndag den 7. januar læser jeg et spændende interview i Politiken, som handler om at, vores gamle analoge hjerner er overbelastede og har behov for hjælp. Den 24, januar udkom en bog skrevet af psykologerne Vibeke Lunding-Gregersen og Henrik Tingleff med titlen: Hjernen på overarbejde-derfor er compassion vores vej til et bæredygtigt liv og samfund.

Da jeg lige er kommet hjem fra vinterferie har jeg selvsagt ikke endnu læst bogen og kan derfor ikke stå inde for indholdet. Men de emner, der nævnes i artiklen om ovennævnte bog, stemmer i meget  høj grad overens med mange af de tanker, jeg har gået og tænkt i længere tid. Og som er bliver en vigtig del af, hvad jeg selv vil gøre, for at finde en god balance. En god balance mellem det, at være godt i gang med livets udfordringer på mange felter, samtidig med at være istand til at vise compassion (indføling) med andre mennesker, og især for ens allernærmeste.

De ovennævnte to forfattere til bogen : “Hjernen på overarbejde”, mener iflg. interviewet i Politiken, at vejen til en bedre balance mellem et samfund, hvor der i høj grad  fokuseres på effektiviseringer, nyskabelser og forandringer, kræver et liv hvor vi bevidst forebygger overbelastning af vores hjerner. Her nævner forfatterne, compassion som helbredende for overbelastning af hjernen. Compassion defineres her som: mere tid og plads til sammenhold, solidaritet, anerkendelse, hensyn, medfølelse og bamhjertelighed.  Hvilket kan medvirke til at opnå en balance ,som naturligt vil hjælpe vores gamle hjerne til igen,at komme i trivsel.

Tilbage til mine egne refleksioner over emnet: at vi må undgå, at udtrætte vores hjerne, som efter hjerneforskeren Peter Lund Madsen ikke har ændret sig væsentligt, gennem menneskets historie. På denne baggrund går mine tanker i retning af, at uanset hvor vi befinder os på vejen gennem livet,  må vi lære at tage bedre vare på os selv og ikke udtrætte vores hjerner. Vi må selv medvirke til at skabe et liv, hvor vi undgår det, som vi i mange år, har defineret som stress. Stress er et af de hyppigste sygdomme i vores moderne samfund. Men, det vi hidtil har defineret som stress, måske i virkeligheden viser sig, at komme fra den ubalance vi skaber i vores urgamle hjerne, fordi den ikke er designet, til vores omskiftelige og travle tid.

Jeg tror på, at mit nytårsforsæt kan hjælpe et langt stykke hen af vejen. I hvert fald har mit nytårsforsæt  allerede haft en mærkbar virkning på mine nærmeste.  Bl.a. ved nu at være mere tilstede for mine nærmeste: Dels ved mere bevidsthed og vilje til, at sætte mig ind i deres tanker og følelser. Dels ved at give andre mere tid og ro til at ærgre sig og være ked af noget. Og tage mig selv i, ikke at være alt for hurtig til at mene, at det nok skal gå, du skal bare tænke mere positivt.

  Ovennævnte har medført både større sindsro og den glæde det giver mig, at være mere tæt og fokuseret på mine nære. Og at det forhåbentlig også skaber glæde i mine omgivelser, at opleve lidt mere “compassion” indlevelse fra min side. 

Hvis vi spørger omkring os, hvad der kunne få betydning for, at vi kan leve et liv, uden at overbelaste vores hjerner. Tror jeg mange vil svare. At mobiltelefonens store indflydelse på vores liv, er en kæmpe belastningsfaktor. Det gælder os alle, uanset om vi er brugere eller mere passive tilskuere til det store forbrug af mobiltelefonen.

Jeg spurgt forskellige mennesker  gennem den seneste måneds tid. Om at nævne et eksempel på hvad der stresser dem mest i hverdagen, og hvad de opfatter, som særlig dårlig adfærd.

Jeg har spurgt både enkelt personer og en gruppe jeg underviser i psykologi

Stort set alle svarer: At det der er mest irriterende og tegn på dårlig adfærd er:  når man er sammen med familie og venner,  at de så taler i mobiltelefon eller sidder og sms.er under bordet, at de går fra bordet for lige at ringe op, eller tjekker telefonen hele tiden. Mange udtrykker at, der er enormt stressende, at være sammen med personer der alligevel ikke er tilstede, men har deres opmærksomhed helt andre steder. Andre siger, at de føler sig mindre værd, og nedprioriteret når det er mere interessant at være i kontakt med nogen gennem telefonen. Enkelte siger, at de er holdt op med at invitere gæster, som alligevel ikke er tilstede. Nogle udtrykker, at de har glædet sig til en hyggelig sammenkomst, og har lavet god mad. Og bliver derfor meget skuffede over, at det alligevel var vigtigere, at tale med nogen et helt andet sted.

Jeg får lyst til at til at tilføje, at det nok er verdens dårligste scoretrick at tale i mobil tlf. eller sidde og  sende sms.er  under en date.

Jeg selv bliver meget stresset over når en aften bliver “klippet” i stumper og stykker. Hvis mine gæster, primært er optaget af kontakt gennem mobilen. Ja, jeg føler faktisk en gang imellem, at jeg må være temmelig kedelig at være sammen med, hvis alt andet er vigtigere. Hvorfor er man så sammen.?

Jeg vil slutte årets første blog med at konstatere, at det ser ud til, at mange i vores samfund lider  af overbelastning af hjernen.  Selvom vi har så mange hjælpemidler, og så mange abs.er, som kan hjælpe os med alle mulige praktiske ting. Det er selvfølgelig et meget stort gode, at vi har vores mobiltelefoner, når der er brug for hurtigt, at komme i kontakt med andre, Den er vel en af de mest nyttige hjælpemidler vi har. Men kunne vi ikke hjælpe hinanden med at bruge dette vidunder, med mere omtanke, så den ikke medvirker til, at mister den nødvendige “compassion” for hinanden, fordi misbruget af vores “ven” telefonen, kan betyde at vi er for lidt tilstede hos dem, der betyder allermest.

Det kan ske, at vores nære en dag ikke mere føler sig som nære for os. Fordi vi hverken så dem, hørte dem, følte med dem eller forstod deres frustration.

I morgen den 2.den februar er det kyndelmisse, eller Kjørmes Knud. Det betyder, at det nu er midvinter. Og at frosten slår sin knude overmåde barsk og hård. Det betyder også, at det nu går mod lysere tider.

Den 2.den februar var også tidligere en helligdag, kaldet Marias renselsesdag.

 De varmeste vinterhilsner.

Ingrid