IMG_20180120_132731

Slip kontrollen, over det du alligevel ikke kan kontrollere.

Kære alle mine læsere.

Jeg har været lidt længe undervejs med dette indlæg, da ønsket om at være mindre kontrollerende, har været et tema hos mig, der i den seneste er dukket op i flere sammenhænge. Dette gælder samtidig, oplevelser i samme retning  hos andre i mine omgivelser både på det  private- og det professionelle plan, men ikke mindst som en udviklingsprocess hos mig selv. Anledningen til at netop dette emne er højaktuel er desuden, at jeg i april måned skal deltage i en dialog med Præsten og foredragsholderen Preben Kok med udgangspunkt i hans nye bog: ” Slip livet løs”, som bl.a. handler om det svære for mange af os. “Nødvendigheden af at slippe kontrol over det, vi alligevel ikke har kontrol  over”.  Jeg vil her forsøge, at give nogle bud på, hvorfor det er så vigtigt at slippe den kontrol, vi ofte desperat forsøger at udøve, Det kan være både noget hos os selv eller hos andre, som ikke lader sig kontrollere. Men som i stedet kan medføre  uoverskuelige nederlag og følelsen af manglende anerkendelse hos det menneske, hvis vi forsøger udøve kontrol over det liv de har valgt at leve.  Som oftest er det vores nærmeste, vi forsøger at kontrollere. M.h.t. hvad de bør gøre i stedet for det de gør. Det kan opleves som en form for arrogance, hvis vi  tror vi ved bedst, hvad der vil være godt at gøre, for vores nærmeste. At forsøge at udøve kontrol over andres måde at leve på, vil som regel kun medføre smerte og konflikter og give den anden en følelse af, ikke at være god nok. Det kan være mere end svært at stoppe med at udøve kontrol, især for nogen af os, men der findes ikke andre råd:                                                   

  “Vi må stoppe med at udøve den “kontrol over det vi alligevel ikke har kontrol over.”

Hvis vi skal slippe “Livet løs” og begynde at nyde og udfolde livet, i en mere afbalanceret form  Må vi også slippe den kontrol, vi udøver overfor os selv. Slippe den form for kontrol, som hindrer os i, at mærke livet i alle dets afskygninger.                                                                                     Uden at ville fornærme mine medsøstre, vover jeg den påstand, at vi kvinder er mere kontrollerende end vores mænd. Jeg kan nævne masser af eksempler på kontrol, der kommer til at medføre at, vi netop ikke kan slippe livet løs og tage livet mere, som det nu kommer. Der skal være check på alt. Man skal være perfekt, der må ikke være noget, der ikke er i orden. Eks. Alt skal være planlagt, farverne skal matche, der skal være styr på alle planer, af det vi mener hører til, for at leve det gode liv. Kroppen skal være perfekt, vi skal have det rigtige mad, det rigtige tøj osv. osv. Der skal helst ikke ske noget uforudset, vi skal hele tiden være på forkant på alle fronter.

Det, at skulle have check på alt, også det vi ikke alligevel har kontrol over, er utrolig krævende, jeg tror mange af os ofte føler os ret overbelastede. Hjernen kan slet ikke følge med. Det er som om behovet for at udøve skarp kontrol, står i skærende modsætning til, at føle en frihed og glæde over livet, som det nu udfolder sig.                                                                                              Et stort spørgsmål er: Hvorfor er vi så mange, der har behov at have fuld kontrol.?                  Et muligt svar kunne være, at det kunne være et personlighedstræk, f.eks. at vi mener vi ved bedst, hvad der er det bedste for familien. Rigtig mange kvinder føler et stort ansvar for, at alt skal fungere, og helst på vores måde (for den er jo den bedste)                                                         Et andet muligt svar er, at særligt kvinderne føler sig så pressede, at der ligger en masse angst nedenunder, de ellers meget kompetente kvinder. Så en del af behovet for kontrol,       kan måske henføres til angsten for ikke at slå til, en angst for at grundlaget skrider, hvis der ikke er styr på det hele.                                                                                                                                 Hvad gør vi så? Skal vi bare “Slippe livet løs” og tage det hele lidt lettere og turde give plads til at møde livet mere, som det nu udfolder sig på godt og ondt.?  

Det er nok lettere sagt end gjort. Det er nok bedst at tage nogle små skridt, og først og fremmest blive bevidst om hvad jeg alligevel ikke har nogen kontrol over. Det vil for mange kunne give en lettelse og fred i sindet                      

Rent personligt er jeg parat til at slippe først og fremmest det. jeg alligevel ikke kan kontrollere, Derudover vil jeg også i små bidder slippe noget af den kontrol der har hindret mig i afprøve flere sider af livet, Slippe den tanke. “tænk nu hvis der skete mig noget, hvem skulle så tage over.?” Så   beslutningen om at “give mere slip”, vil være en tro på, at der er nogen, der vil tage over hvis der skete mig noget, og derudover en stærk tro på, at der altid er hjælp ovenfra, hvis der er behov for det.                                                                                       Måske får lyst til at høre mere, i så fald er du velkommen til at  høre den ovenfor omtalte dialog mellem præsten og psykologen. den 9 april. i Skovshoved Kirke kl. 19.30.

De kærligste forårshilsner

Ingrid

 

 

IMG_20180120_132731

Compassion, et helbredende nytårsforsæt.

Jeg  vil først og fremmest indlede årets første blogindlæg, med at ønske alle Jer, mine læsere et godt nytår, og med et varmt ønske om, at 2018 må blive et år, hvor du trives og føler dig vel “hjemme” i dit liv.

Mange af os har måske sat os en del nytårsforsætter. Det kan f.eks være: at tabe sig, spise sundere, få mere motion, lære nyt, foretage rejser , være mere social, at give mere Compassion, overfor andref.eks ved at være mere indfølende, mere solidarisk osv. Alt sammen meget positive nytårsforsætter, hvis vi altså orker, at gøre mere end det, vi allerede gør i forvejen.

For mit eget vedkommende besluttede jeg efter en travl og meget vellykket jul og nytår, at noget i mit liv skulle prioriteres lidt anderledes for det kommende år. Selvom  jeg hoppede glad og tilfreds ind i det nye år følte jeg,  at jeg i lettere grad var psykisk overbelastet. Overbelastningen viste sig, som manglede ro, og indre stilhed i sjæl og sind.

Jeg havde i for høj grad spredt min opmærksomhed, så tankerne ofte gik i alle retninger. Hvilket betød, at det kørte alt for stærkt oppe i min hjerne. Jeg havde simpelthen for mange jern i ilden, og for mange mennesker, som jeg gerne ville holde en tæt kontakt med. Derudover alt for mange forskellige gøremål, som jeg gerne ville nå at udføre på kortest mulig tid. Og endelig vil jeg altid også gerne sætte mig ind i så mange nye emner, som overhovedet muligt. Gudskelov har jeg levet så længe, at jeg er helt bevidst om, at det er vigtigt at nå at bremse op inden overbelastningen af hjernen og psyken når, at medføre varige skader.

Så mit personlige nytårsforsæt er: at jeg fremover ville være mere tilstede og mere koncentreret især omkring mine nærmeste. Mine allernærmeste har sikkert af og til har følt sig noget nedprioriteret p.g.a mine ønsker om, at være både her og der og alle steder på en gang.

Som det så ofte er sket for mig, når jeg når frem  til nødvendige erkendelser. Ja, så sker det ofte på samme tid, at mange andre også er kommet frem til samme erkendelse, som følgende bl.a. interview viser.  Søndag den 7. januar læser jeg et spændende interview i Politiken, som handler om at, vores gamle analoge hjerner er overbelastede og har behov for hjælp. Den 24, januar udkom en bog skrevet af psykologerne Vibeke Lunding-Gregersen og Henrik Tingleff med titlen: Hjernen på overarbejde-derfor er compassion vores vej til et bæredygtigt liv og samfund.

Da jeg lige er kommet hjem fra vinterferie har jeg selvsagt ikke endnu læst bogen og kan derfor ikke stå inde for indholdet. Men de emner, der nævnes i artiklen om ovennævnte bog, stemmer i meget  høj grad overens med mange af de tanker, jeg har gået og tænkt i længere tid. Og som er bliver en vigtig del af, hvad jeg selv vil gøre, for at finde en god balance. En god balance mellem det, at være godt i gang med livets udfordringer på mange felter, samtidig med at være istand til at vise compassion (indføling) med andre mennesker, og især for ens allernærmeste.

De ovennævnte to forfattere til bogen : “Hjernen på overarbejde”, mener iflg. interviewet i Politiken, at vejen til en bedre balance mellem et samfund, hvor der i høj grad  fokuseres på effektiviseringer, nyskabelser og forandringer, kræver et liv hvor vi bevidst forebygger overbelastning af vores hjerner. Her nævner forfatterne, compassion som helbredende for overbelastning af hjernen. Compassion defineres her som: mere tid og plads til sammenhold, solidaritet, anerkendelse, hensyn, medfølelse og bamhjertelighed.  Hvilket kan medvirke til at opnå en balance ,som naturligt vil hjælpe vores gamle hjerne til igen,at komme i trivsel.

Tilbage til mine egne refleksioner over emnet: at vi må undgå, at udtrætte vores hjerne, som efter hjerneforskeren Peter Lund Madsen ikke har ændret sig væsentligt, gennem menneskets historie. På denne baggrund går mine tanker i retning af, at uanset hvor vi befinder os på vejen gennem livet,  må vi lære at tage bedre vare på os selv og ikke udtrætte vores hjerner. Vi må selv medvirke til at skabe et liv, hvor vi undgår det, som vi i mange år, har defineret som stress. Stress er et af de hyppigste sygdomme i vores moderne samfund. Men, det vi hidtil har defineret som stress, måske i virkeligheden viser sig, at komme fra den ubalance vi skaber i vores urgamle hjerne, fordi den ikke er designet, til vores omskiftelige og travle tid.

Jeg tror på, at mit nytårsforsæt kan hjælpe et langt stykke hen af vejen. I hvert fald har mit nytårsforsæt  allerede haft en mærkbar virkning på mine nærmeste.  Bl.a. ved nu at være mere tilstede for mine nærmeste: Dels ved mere bevidsthed og vilje til, at sætte mig ind i deres tanker og følelser. Dels ved at give andre mere tid og ro til at ærgre sig og være ked af noget. Og tage mig selv i, ikke at være alt for hurtig til at mene, at det nok skal gå, du skal bare tænke mere positivt.

  Ovennævnte har medført både større sindsro og den glæde det giver mig, at være mere tæt og fokuseret på mine nære. Og at det forhåbentlig også skaber glæde i mine omgivelser, at opleve lidt mere “compassion” indlevelse fra min side. 

Hvis vi spørger omkring os, hvad der kunne få betydning for, at vi kan leve et liv, uden at overbelaste vores hjerner. Tror jeg mange vil svare. At mobiltelefonens store indflydelse på vores liv, er en kæmpe belastningsfaktor. Det gælder os alle, uanset om vi er brugere eller mere passive tilskuere til det store forbrug af mobiltelefonen.

Jeg spurgt forskellige mennesker  gennem den seneste måneds tid. Om at nævne et eksempel på hvad der stresser dem mest i hverdagen, og hvad de opfatter, som særlig dårlig adfærd.

Jeg har spurgt både enkelt personer og en gruppe jeg underviser i psykologi

Stort set alle svarer: At det der er mest irriterende og tegn på dårlig adfærd er:  når man er sammen med familie og venner,  at de så taler i mobiltelefon eller sidder og sms.er under bordet, at de går fra bordet for lige at ringe op, eller tjekker telefonen hele tiden. Mange udtrykker at, der er enormt stressende, at være sammen med personer der alligevel ikke er tilstede, men har deres opmærksomhed helt andre steder. Andre siger, at de føler sig mindre værd, og nedprioriteret når det er mere interessant at være i kontakt med nogen gennem telefonen. Enkelte siger, at de er holdt op med at invitere gæster, som alligevel ikke er tilstede. Nogle udtrykker, at de har glædet sig til en hyggelig sammenkomst, og har lavet god mad. Og bliver derfor meget skuffede over, at det alligevel var vigtigere, at tale med nogen et helt andet sted.

Jeg får lyst til at til at tilføje, at det nok er verdens dårligste scoretrick at tale i mobil tlf. eller sidde og  sende sms.er  under en date.

Jeg selv bliver meget stresset over når en aften bliver “klippet” i stumper og stykker. Hvis mine gæster, primært er optaget af kontakt gennem mobilen. Ja, jeg føler faktisk en gang imellem, at jeg må være temmelig kedelig at være sammen med, hvis alt andet er vigtigere. Hvorfor er man så sammen.?

Jeg vil slutte årets første blog med at konstatere, at det ser ud til, at mange i vores samfund lider  af overbelastning af hjernen.  Selvom vi har så mange hjælpemidler, og så mange abs.er, som kan hjælpe os med alle mulige praktiske ting. Det er selvfølgelig et meget stort gode, at vi har vores mobiltelefoner, når der er brug for hurtigt, at komme i kontakt med andre, Den er vel en af de mest nyttige hjælpemidler vi har. Men kunne vi ikke hjælpe hinanden med at bruge dette vidunder, med mere omtanke, så den ikke medvirker til, at mister den nødvendige “compassion” for hinanden, fordi misbruget af vores “ven” telefonen, kan betyde at vi er for lidt tilstede hos dem, der betyder allermest.

Det kan ske, at vores nære en dag ikke mere føler sig som nære for os. Fordi vi hverken så dem, hørte dem, følte med dem eller forstod deres frustration.

I morgen den 2.den februar er det kyndelmisse, eller Kjørmes Knud. Det betyder, at det nu er midvinter. Og at frosten slår sin knude overmåde barsk og hård. Det betyder også, at det nu går mod lysere tider.

Den 2.den februar var også tidligere en helligdag, kaldet Marias renselsesdag.

 De varmeste vinterhilsner.

Ingrid

 

 

       

IMG_20180120_132731

Kom julen i møde med fred i sjæl og sind.

Kære alle mine læsere, I modne kvinder og mænd, unge, som gamle. Og alle der bare er interesserede.

Der er i skrivende stund 14 dage til jul. Mit udsyn her fra mit skrivebord, er til baghaven, hvor de allersidste blade stadig hænger fast på æbletræet. Et træ ,som har vokset sig meget stort, selv om jeg for 15 år siden fik det i fødselsdagsgave, som et dværg æbletræ.  Udsynet herfra lige nu, kunne godt lede tankerne hen på julesangen, Ind under jul                med tekst af Jonas Lie. 1866:

Ind under jul, hvor er det trist, snefog og kulde og korte dage                                                           sindet sig bøjer ned til sidst ved ikke hvor, det skal modet tage……….                                              

Ja, sådan kan det sikkert føles for mange af os, at det kan være svært at få øje på lyset, i hvert fald det lys som kommer til os udefra. Men selvom der på vores breddegrader ikke er meget lys at hente. Kan julemåneden når den er bedst, bringe os masser af lys til det indre i os selv.

Måske kan vi hente styrke til den mørke tid, og mærke lys ved bevidstheden om, at julebudskabet jo netop er at bringe os lys og fred, så vi fornemmer at der er “noget i luften” en stemning af lys og fred, som får os til at vise os fra vores bedre side. Måske med lyst til at gøre noget godt for andre, lyst til at vise bamhjertelighed overfor dem, der har behov for det, Måske giver stemningen også lyst til at glemme de fortrædeligheder, der formørker vores sind. Ingen af os er perfekte, det skal vi heller ikke være, men vi kan alle være med til at åbne vores hjerter og sprede lys i mørket.

Jeg har for en times tid siden gået en lang tur med min dejlige hund, Sofi i skoven. Det er en meget mørk dag, himlen er tung af sne der er så småt begyndt at drysse ned i fine flager. Husejerne her omkring er meget generøse m.h.t at hænge masser af lys guierlander op på altanerne og i træer og buske. Noget som lyser op og skaber glæde, for os når vi færdes ude på vejene.

Det slog mig på min tur i skoven, at nok kan vejret og det manglende lys synes trist, men den vakte lige dele af den stemning af jul i barndommens land. Dengang da julen var noget meget stort, som næsten var umuligt at vente på. Den var glæde, forventning, den var travlhed for vores mor, som forberedte julens komme fra 1. dec. med bagning, slagtning af vores eneste gris, lave sylte, blodpølse og fantastiske hjemmelavede medisterpølser. Om aftenen lavede vi julepynt af silkepapir og glanspapir. Vi børn var med i det hele. Der var ikke mange penge til gaver, og alligevel var gaverne noget vi glædede os voldsomt til. Jeg husker at, vi søstre en jul fik en kælk til deling. Det var næsten mere end vi kunne have drømt om, og sikkert et stort indhug i min fars slunkne pengepung. Min far, som var skovarbejder skaffede os hvert år landsbyens flotteste juletræ. Noget vi var meget stolte over.

Juleaften i vores familie var ens hvert år, med vores mor og far og vi tre søstre. Maden var fantastisk, selvom min far hvert år sagde de nedslående ord, at den meget veltillavede and, vist var en gammel andrik. Det var et stik i hjertet for vores mor, en plet på hendes ære. Og vi piger skyndte os altid at sige, at vi syntes anden var god og let at tygge.

Vi dansede om det smukke træ og sang alle salmerne, inden der måtte pakkes gaver op. Det var julens højdepunkt for vores far, når vi tre piger sang alle salmerne.

Det, at pakke gaverne ud tog nu ikke så lang tid, da der vel var et par pakker til hver. Vi havde en barnløs faster som sendte gaver til os hver jul. Julen var fredfyldt ikke så stresset, da den var forberedt i en hel måned. Programmet var det samme hvert år, Sidst på juleaftenen besøgte vi vores moster og onkel, der havde en gård fem min. gang fra vores. hus.Hvor de voksne fik et glas kirsebærvin.

Anden juledag var der juletræsfest i forsamlingshuset for både voksne og børn. Vi  dansede først om et kæmpestort juletræ, så legede vi sanglege f.eks. : “Tornerose var et vakkert barn”, og “Så går vi rundt om en enebærbusk” m.fl. Derefter dansede både børn og voksne egnens danse, som var mest kendt  i midt Jylland, f.eks: “Den toppede høne” og “Totur fra vejle”.

Resten af julen var der så besøg hos bedstemor eller andre familiemedlemmer. Igen med masser af julemad og godter.

Denne barndoms jul var for det meste meget trygt og forudsigelig, der kunne komme skygger ind over oftest p.g.a sygdom. Men i mit sind er der skabt et billede af hvordan en rigtig jul skal se ud. Naturligvis med de ændringer der er p.g.a den tid vi lever i nu og den familie struktur, som jeg lever i.

Alt i alt kan min personlige barndomsjul nok betegnes som et billede på julens fred og glæde. En fest hvor det var familien og landsbyen, der var centrum for julefesten. Og vi oplevede ikke, at der var nogen i familien, der blev holdt udenfor. Hvad der naturligvis godt kunne være, men hvis der var, hørte vi ikke noget til ufred. i familien.

Jeg tror mange af os stadig går rundt med et indre billede af hvordan en rigtig jul skal være. Men for mange mennesker i vores tid, bliver det en illusion, som det kan være svært at gøre til virkelighed. Fordi mange har måske slet ikke en familie, at fejre jul med. Rigtig mange børn af skilsmisseforældre, skal måske fejre jul to gange, en hos far og en hos mor. De skal ofte også være sammen med den nye familie far og mor har skabt. Og desuden kan der være mange hold bedsteforældre at forholde sig til. Der kan også være en masse ufred i familier, der medfører at de slet ikke ser hinanden i julen. Og der kan være nogle, der ikke bliver inviterede, fordi de ikke kan være sammen med nogen fra familien.

Endelig er der en del, som slet ikke holder jul, men af forskellige grunde i stedet rejser væk i juleferien. Nogen gør det fordi de ikke har lyst til alt det julen medfører, andre fordi de rejser bort fra nogle problemer, som opleves at være uløselige i øjeblikket.

Men uanset hvordan vores situation ser ud i denne julemåned. Er det vigtigt at vi husker hvorfor, der overhovedet er noget, der hedder jul. I hvert fald efter de seneste 2017 år.

Der blev født et lille barn. Et lille uskyldigt barn, som skulle bringe fred og kærlighed til alle os her på jorden.

Uden fred i sjæl og sind, kan kærligheden mellem os mennesker ikke udfolde sig. Hvis vi lever i ufred i forhold til nogen af vores nærmeste familie eller venner, eller lever i ufred det sted vi bor, eller med vores land. Ja, så har den mening som julefreden skulle medføre, endnu ikke indfundet sig.

Et godt råd, der tidligere har hjulpet mig, til at mærke fred inderst inde er. “Prøv her i tiden op til jul, at sidde et øjeblik og bevidst sende tanker om fred til alle dem, du af en eller anden grund ikke skal være sammen med i julen. Det kan være til nogen der ikke vil komme til jul p.g.a. en konflikt, der er uløst. Nogen som du ikke ser fordi der er uvenskab. Ja, til hvem som helst hvor noget er slået i stykker.”

Hvorfor dette råd? Min egen erfaring har været:  Hvis du er istand til at sende tanker om fred til den eller dem, hvor noget er gået i stykker. Vil det give dig selv fred i sindet og du vil bedre kunne nyde julefreden med dem, du er sammen med. Og måske vil der ved, at du udsender tanker om fred, ske noget stort.  Det eneste det kræver at du viser storsind, overfor dem, der har svært ved selv at vise storsind. At vise stor sind, som er at vise bamhjertelighed, er jo også et af julens budskaber.

Jeg vil hermed ønske jer alle en rigtig glædelig, kærlig og fredfyldt jul. Med den værdighed det giver, at forsøge at være “ordentlig” som menneske.

Fra bunden af mit hjerte, de hjerteligste tanker.

Ingrid

                                                                                                                                      

 

IMG_20180120_132731

At vise din sårbarhed, er at vise mod og styrke?

Kære alle mine læsere. modne kvinder og mænd, unge som gamle og alle andre interesserede.

Aller først tak for de mange positive reaktioner på mit sidste indlæg omhandlende, at blive venner med sin angst. Det glæder mig at høre, at mange har oplevet, at de bliver inspirerede til at tænke dybere over emnet, ved at læse mine refleksioner over emner, som  de fleste af os møder i løbet af vores liv.

I dette indlæg vil jeg reflektere over vigtigheden af at turde at vise sin sårbarhed. Også selvom det kan være svært, da det altid indebærer muligheden for, at blive afvist.  Jeg vil bruge et eksempel fra min egen barndom, som dog ikke skal forstås som, at jeg har haft en speciel dårlig barndom, men måske mere som en mangel på overskud til at forstå det stædige barn, som jeg nu engang var og er.

De seneste år har der været meget fokus på, at vi i særlig grad skal være robuste, omstillingsparate og trives ved at have mange bolde i luften osv. Krav som meget ofte fremhæves i jobannoncerne for, at kunne komme i betragtning til det ledige job. Der har til gengæld indtil nu, ikke været så meget status eller prestige i, at vise sine mere sårbare sider, som på mange måder også kan betragtes som en styrke. Nemlig “styrken af mod” til at fremstå, som den vi er.

Personligt tror jeg på,  at der i den kommende tid vil komme mere positiv fokus på, også at turde vise vores sårbarhed. De færreste af os undgår, at komme i situationer hvor vi føler, at vi ikke kan magte livet. Eller klare presset til at yde endnu mere, klare endnu flere opgaver. Hvis vi ikke tør åbent at vise, at der kan kommer perioder, hvor sindet er fyldt til bristepunktet, reagerer vi med stress og depression fordi vi simpelthen er blevet væk fra os selv. Fordi vi har mistet det indre kompas.

Mange af os, uanset hvor seje og robuste vi ser ud til at være, vil have brug for at erkende, at vi af og til også kan føle os svage. Og derfor har brug for, at turde vise vores sårbarhed overfor nogen, vi føler vi kan have tillid til.  Til en som evner, at lytte og forstå og måske kan række en hjælpende hånd ud, hvis det er behov for det. Det er også vigtigt, at det er en person der forstår, at det ikke er nyt “værktøj” vi skal lære at bruge, eller vi har behov for et kursus i mindfulness. Men en person som forstår, at det der er behov for lige nu, er at modtage, sødme, ømhed og trøst, for at genfinde energien og selvtilliden til at komme videre. Og måske også finde frem til, om der er noget der, skal være mindre af i vores liv fremover.

Hvorfor kan det være svært, at vise at man ikke altid er lige “sej” ? Hvad er vi bange for?   

At turde at vise overfor andre både når man er “sej” og sårbar grundlægges nok for de fleste af oplevelser i barndommen. Hvis man ikke er blevet mødt af forældrene eller en anden voksen med trøst eller forståelse, når man er ked af noget eller har slået sig, eller bliver drillet. Så vil det for mange børn betyde, at de lukker følelserne inde og i stedet spiller hård og stærk. For nogle børn gælder det at “Hjertet” efterhånden hærdes, så man ikke rigtig mere kan mærke, når man er ked af det. Følelserne af sårbarhed fortrænges fra bevidstheden.

Min egen historie omkring ikke, at turde vise sårbarhed, tror jeg er startet ret tidligt i min opvækst. Jeg havde på mange måder gode forældre, der ville os det allerbedste. Men de var vist aldrig selv blevet hverken trøstet eller forstået i deres barndom. Så de evnede ikke at trøste, hvis jeg slog mig slemt. Eller lytte hvis jeg blev ked af noget og måske sørgede over hvis en legekammeret hellere ville være sammen med en anden. De kunne simpelthen ikke rumme, hvis der var noget jeg græd over, i stedet for trøst blev de ret hårde og afvisende. Det var ikke noget at tude for.  P.g.a. min stædige stolthed, mistede jeg meget tidligt troen på, at forældre var nogen, der var der for mig, hvis jeg var svag og ked af noget eller græd. Det medførte at jeg ubevidst “fyrede” dem ved aldrig senere at beklagede mig til dem, hvis der skete mig noget slemt sket, og jeg græd aldrig mere hvis noget sørgeligt skete.

Men mine forældre var  meget glade og stolte over, at jeg var sådant et selvstændigt og selvhjulpet barn, der kunne klare mig selv på alle områder meget tidligt. Og det at være selvstændig og modig nok til at klare mig selv, fik jeg indirekte stor anerkendelse for. Min mor troede på, at jeg kunne blive til lige hvad jeg ville, selvom det kunne se noget urealistisk ud i vores fattige familie, langt ude på landet.  Så med den store tiltro til mine evner specielt fra min mor, blev det styrken og uafhængigheden af andres hjælp jeg satsede på ,for at blive anerkendt af mine forældre. Jeg havde fra min tidlige barndom aldrig den tanke, at forældre var nogen, man kunne hente hjælp hos. Det var bestemt uretfærdig overfor dem, at tænke på sådan, og  jeg som voksen ret sikker på, at de gerne ville have hjulpet mig, hvis jeg havde spurgt om hjælp til noget, som de kunne hjælpe med.

De frø, der blev sået meget tidligt i livet m.h.t. ikke, at vise sårbarhed, er nu snart en menneskealder siden. Mit første ord som var “kan selv” har i høj grad fulgt mig hele vejen op til nu. Men nu er tiden kommet til at erkende, at dette stædige “kan selv” må lægges  i graven nu for at give plads til mere nærhed og tilgængelighed.

 Jeg har altid været god til at vise styrke, selv i meget vanskelige situationer. og som beskrevet ekstremt dårlig til at vise sårbarhed, eller søge trøst, og måske bede en hjælpende hånd, hvis der var brug for det.  Det kræver tillid, at vise sårbarhed og bede om hjælp. Det ville kræve, at turde slippe noget af den kontrol, som jeg altid har holdt godt fast i.

Jeg er nu nået til den erkendelse, at det er på høje tid at tro på, at jeg har tillid nok til mine nærmeste, til at bede om hjælp, når der bliver brug for det.

Hvorfor er det nu så vigtigt at turde vise, at vi alle har en sårbar side, og indimellem har brug for at dele det med en, der ikke vil misbruge tilliden?.

Det er meget vigtigt: fordi vi først bliver et helt og autentisk menneske, når vi tør vise” hele os selv”. Det letteste er jo at fremstå som en, der bare altid har tjek på det hele. Men, hvis vi altid er tjekkede medfører det,  at der altid vil være en ulighed i forholdet og en afstand, der betyder, at vi ikke opnår den nærhed, som opstår når man tør vise andre, at man har brug for dem og gerne vil modtage den hjælp de tilbyder.

Når vi viser de sårbare sider af os selv, bliver vi mere tilgængelige for andre, som vil slappe mere af i ens nærhed fordi, der opstår tillid til at vi kan rumme hinanden, som den vi er. 

At vise sårbarhed, er helt bestemt ikke det samme som at gå ind i en “offerrolle”  der under stort drama viser, at det er synd for mig og andre må overtage ansvaret for mine problemer.  At vise sårbarhed er ikke at ringe rundt til alle for at fortælle hvor dårligt man har det, eller hvor dårligt man er blevet behandlet

I min optik handler det mere om ,at komme til den erkendelse, at nu er der brug for at tro på, at der en der vil støtte mig i en svær situation, som vil lytte til mig og prøve at forstå hvad jeg har på hjerte. Men absolut ikke en, som konstant skal høre på mine klager, og overtage ansvaret for min situation. Ej, heller en, som behandler mig som patient, men en som bare har roen til at lytte, forstå og være der for mig, hvis der er behov for det.

 Held og lykke til at turde at være både stærk og sej, “som man synger om Jyden”  og til at være svag og sårbar, når livet er svært.

 

Så jeg vil slutte med at et lille citat:    

AF DIN SÅRBARHED VIL DIN STYRKE KOMME

Navn ukendt.

De varmeste og hjerteligste tanker

Ingrid

 

IMG_20180120_132731

Lær din angst at kende……Den kan også være din ven og hjælper

Kære alle mine læsere, modne kvinder og mænd, unge og gamle og alle andre interesserede.

Allerførst tak for de mange positive kommentarer, som jeg har modtaget for mit indlæg om: kunsten at tilgive. Det glæder mig meget at høre, at mange oplever, mine indlæg på bloggen giver dem noget at reflektere over. Jeg kan desværre ikke åbne op for et egentligt debat forum, da det kræver mere tid, end jeg har til rådighed lige nu. Men en kommentar gennem mail, tlf. eller personligt er altid velkommen. Samtidig vil jeg takke for de forslag til emner jeg har modtaget. Flere har givet udtryk for at de gerne vil høre mine refleksioner over emnet angst.

Dette at vi som mennesker har overlevet indtil nu, er begrundet i, at vi alle er udstyret med evnen til at føle angst. Det har fra menneskehedens oprindelse været vores mulighed for at overleve som art, at vi er istand til at mærke når vi er i fare, så vi enten kan flygte eller kæmpe når der opstår en farlig situation. Så angst kan være en positiv følgesvend, som det gælder om at blive ven med. Da angsten kan fortælle os, at der er noget vi skal gøre for at komme ud af en ubehagelig situation, eller at vi af og til skal træffe nogle vanskelige valg for at udvikle os. Og derved blive den øjeblikkelige angst kvit.  Jeg vil senere i dette indlæg komme ind på den eksistentielle angst, som er et grundvilkår, der følger os hele livet, Et grundvilkår som mange mennesker i vores tid, er stærkt udfordret med.

Hvordan kan vi egentlig vide om det er angst, der er årsagen til når vi føler, at vi har det dårligt? Angst er en ubehagelig følelse af, at der er fare på færde, uden at der behøver at være det, og ofte uden man ved, hvorfor man er angst.  Frygt er derimod en følelse, man får, når man kender grunden til den og vurderer, at der reelt kan ske noget farligt. Nervøsitet er en følelse af usikkerhed, mindreværd og angst og frygt for at man ikke kan leve op til egne eller andres forventninger. Udtalt angst eller nervøsitet er sygdomme, mens frygt er en hensigtsmæssig reaktion, som skal forhindre at man kommer til skade.

Angst kan være en del af psykiske sygdomme bl.a depression. Tidligere kaldte man angstsygdomme for neuroser, men neuroser er ikke mere en del af diagnosesystemet, nu skelner man i stedet mellem forskellige former for angst.   De mest kendte former for angst er : agorafobi,( angst for at være steder med mange mennesker, tog, bus, eller kø i supermarkedet. socialfobi, (angst for at føle sig observeret eller kritiseret, f.eks. når man spiser sammen med andre.) enkelfobi, angst i f.eks mørke, tordenvejr, lukkede rum, synet af blod eller slanger. panikangst, (anfald som er så uudholdelige, at man søger at undgå situationer, hvor man tidligere har haft et panikanfald.) Generaliseret angst, (konstant angst hvor man er nervøs, får hjertebanken, bliver svimmel, sveder, og spænder i musklerne.)

Årsager til angst.

Alle mennesker har et større eller mindre angstberedskab, fordi det er nødvendigt i de farlige situationer, vi kan komme ud for. Sårbarheden over for at blive angst er tildels medfødt. Men det har naturligvis også betydning om man er vokset op i rammer, hvor der har været grund til at føle sig utryg.

Vi er alle især i vores tid udsat for forskellige former for stress. Det kan være daglige nederlag, eller større psykiske knæk. Hvis man har et højt angstberedskab er der risiko for, at få en eller flere angstsygdomme i forbindelse med det stress man udsættes for gennem livet.

Ovennævnte oplysninger om angst er hentet på: Netpsykiater.Angst 

Jeg har så kort som muligt forsøgt, at give et overblik over de forskellige angst former. Vi oplever vel alle i mildere grad, nogle af de nævnte angst former. Måske har en del af os også i perioder oplevet, at være angst i en grad så den har virket hæmmende for vores livsudfoldelse.

Hvis vi over en længere periode lever med en voldsom angst, der er så belastende, at det forhindrer os i at leve et normalt liv med arbejde, familie og venner, er det vigtigt at søge hjælp til at håndtere sin angst. Ved simpelthen at lære at blive venner med angsten og udfordre den lidt af gangen, og så begynde at gøre noget af det, vi er bange for.

Jeg vil nævnte et eksempel, som vedrører især mange børn og unge i dag. Eksamensangst er noget rigtig mange lider af, hvilket kan have meget alvorlige følger for deres fremtid, fordi de måske slet ikke kan vise hvad de kan, eller måske helt udebliver fra eksamen. Jeg har haft både, børn, unge og ældre til samtaler, som har haft panikangst for at fejle, når de skal præstere. Jeg har forsøgt at gøre den enkelte klar over, at her er noget de skal overkomme, for at komme videre. Simpelthen ved at finde de øvelser og den mentale forberedelse, der er nødvendigt for at begynde at turde præstere. Og øve sig i inden eksamen, at gøre det man er bange for.

Vejrtrækningsøvelser og at fokusere på et objekt for at forvirre hjernen,  er noget jeg med held har forsøgt med mine klienter for, at få ro på angsten. På det sidste har jeg også brugt hypnose, som kan være en af vejene til at opleve mindre angst. Det gælder således ikke om, at undgå det man er angst for, men at finde ind til angsten og så udfordre den, gerne med hjælp fra andre.

Ovennævnte gælder selvfølgelig kun de lettere angst tilfælde.  Når der er tale om en alvorlig angstsygdom, hvor personen slet ikke kan fungere i sin hverdag, er det meget vigtigt at gennemgå behandling gennem terapi, måske suppleret med medicin.

Hvis du selv eller nogen af dine nærmeste lider af angst, uden at den kan betragtes som sygelig, og dermed behandlingskrævende, er der en del råd du måske kan bruge, for at tilstræbe en så normal dagligdag som muligt.:  Når du mærker et angstanfald er på vej. Kan det hjælpe dig, at rette din opmærksomhed på vejrtrækningen, som er en vigtig del i behandling af angst. Hvis du er helt fokuseret på din vejrtrækning, bliver du rolig og har skiftet fokus og derved har du forhåbentligt kommet angstanfaldet i forkøbet.

Det er meget vigtigt, at du tager en bevidst beslutning om, at angsten ikke skal styre dit liv. Men at du skal leve dit liv på trods af angsten, så den ikke bliver en undskyldning for ikke at foretage dig noget af det, som er dine pligter.

Angst skal ikke fortrænges, det er vigtigt at du ofte fortæller dig selv, hvad du er angst for. Efterhånden som du tager små skridt i retning af det, du er angst  for, vil du finde ud af, at det slet ikke er så farligt, som du troede. Og du kan  efterhånden slippe helt fri af angsten f.eks for at køre i bus, tog eller gå ind i en elevator.

Som nævnt under eksamensangst, er det meget vigtigt at udfordre din angst, ved inden eksamen at tvinge dig selv til lave en mindre præstation, også selvom du føler nogen angst, vil du styk for styk opdage, at det slet ikke er farligt og du har fået mere mod på at fortsætte. Fælles for disse råd er, at det ikke er angsten der skal styre dig, men at du aktivt tager udfordringen og ansvaret på dig og tager kontrollen over dig selv tilbage.

Eksistentiel angst.

Kirkegaardsforskeren Pia Søltoft skriver i sin nye bog: Kirkegaards Kabinet. “Eksistentiel angst kan hverken helbredes med pulver eller piller.” Det store spørgsmål er så hvordan,  man kan arbejde med sin eksistentielle angst, som Kirkegaard mener er et grundvilkår, som følger os hele livet.

Jeg har i min gennemgang af angstsygdommene nok givet udtryk for at angst primært er af det onde i vores liv, men dog også åbnet døren for, at angst er noget vi kan lære noget af, bl.a. andet gennem det som Kirkegaard udtrykker: Som menneske bør man kende sig selv. Angsten kan være det der tvinger os til at gå dybere ind i os selv. At være kommet væk fra sig selv, udløser angst

I vores del af verden har vi en stor grad af frihed til at vælge hvordan vi vil leve, vores liv. Alligevel er der en temmelig  fast skabelon for hvad det gode liv er.  Er det gode liv så at opnå  “det gode liv” gennem, at få den rigtige partner, børn, karriere, bolig, bil, båd og rejse de rigtige steder hen.? Det lyder umiddelbart forjættende. Men kan samtidig betyde, at der er så meget at miste, så man bliver bange for ikke at slå til og være robust nok eller omstillingsparat nok, som tiden kræver. Så i virkeligheden bliver den frihed og de frie valg vi har opnået,  til et hamster hjul hvor vi må løbe stærkere og stærkere og i angst for at falde af. Det kan ske for os alle ,at vi af forskellige grunde mister det, vi troede var livet. Mister vi fodfæstet, kan det medføre en voldsom angst. En angst som tvinger os til at tænke dybere over livet, bla. om der kunne være andre værdier for “det gode liv”

Jeg har i de seneste år oplevet at mange er omkring mig, det gælder også mig selv er optaget af: hvad er meningen med mit liv?, er alt det jeg har arbejdet for, og alle de goder jeg har opnået, er det virkelig det, jeg troede på ville gøre mig lykkelig.? Jeg tror selvfølgelig, at rigtig mange mennesker oplever, at de er lykkelige og tilfredse, med det, de har opnået.

Men, men hvis angsten og uroen alligevel sniger sig ind, og livet måske ikke er blevet det, man håbede på, har en følelse af tomhed måske overrasket dig, i en stille stund. Det er så her angsten kan komme ind som et uventet gode, en hjælper, der tvinger dig til, at se dybere ind i dig selv, erkende nogle flere sider af dig selv, også de mere mørke sider, for helt at kunne mærke, hvem du er, og hvilke tanker du har om, hvad der nu er vigtigt at bruge dit liv på.

Vi må naturligvis hver især finde vores vej gennem det liv, der er givet os. Med baggrund i de erfaringer vi har opnået om menneskelivet og med os selv. Hvis jeg skulle komme med en refleksion over, hvor jeg selv står nu, er der stadig god grund til at se dybere ned i den jeg er, lære at slippe kontrol, turde at være stærk og sårbar på samme tid, nedtone altid at være den stærke, der aldrig behøver hjælp og så uendelig meget mere.

Det jeg har at tilbyde andre på dette sted i livet er ikke noget bestemt, men jeg stiller mig til rådighed, som den jeg er. Og med en erkendelse af, at hvis jeg står til rådighed, er det ud fra den erkendelse, at det ikke er nok bare at være mig, men en fast “tro”på noget.  Troen på at noget er større end mig selv, vil helt sikkert også medvirke til at reducere min eksistentielle angst.

Jeg vil med disse ord ønske jer alle et dejligt efterår. Nyd alle farverne, som de flammer i træerne lige nu, og mærk den varme og skønhed, som naturen gavmildt omfavner os med i disse dage.

De varmeste tanker

Ingrid

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

IMG_20180120_132731

Kunsten at tilgive….

Til alle mine kære læsere, kvinder, mænd unge og ældre.

I mit sidste indlæg der omhandlede “meningen med livet” opfordrede jeg jer, til at komme med emner, som I gerne ville læse mine refleksioner omkring. Jeg har fra tre af jer modtaget ønsket om, at jeg skulle skrive om den svære tilgivelse, den som er næsten umuligt at nå frem til.

De fleste af os kommer i løbet af vores liv ud for begivenheder, som kan være svære at tilgive, selvom vi godt ved, at det er vigtigt at tilgive for at komme styrket videre i vores tilværelse.

Noget af det sværeste at tilgive er oftes, når vi bliver svigtet, forrådt, såret eller krænket af en af vores allernærmeste. Det kan være en partner, forældre, søskende, eller en man har haft stor tillid til. 

Det, at vi kan blive udsat for at blive svigtet, forrådt, såret eller krænket, eller snydt er en del af det, at være menneske. De sorger og smerter vi oplever, sker oftest p.g.a af andre menneskers manglende moral, klogskab eller simpelthen manglende indfølingsevne. At blive udsat for livets store svigt skaber megen sorg og smerte, som gør ondt i sjælen og tapper vores livsenergi.

I stedet for at tilgive, sker det tit at vi reagerer ved ,at gøre os følelsesløse, benægte, glemme, eller helt fortrænge det skete. Fejlagtigt tror mange ,at det er en styrke, ikke at tilgive, fordi de tror det kan være tegn på svaghed, at tilgive noget, som næsten er utilgiveligt.

Andre vælger at søge hævn og straffe ved at forsøge at give den, der har skadet os igen af samme skuffe, eller ved at bære nag til personen hele livet igennem. At bære nag er også en af livets store energidræbere, og påvirker vores immunforsvar p.g.a den gift, som at bære nag er for sindet.

At vedblive med at være vred, kan give en form for energi, der kan dulme de sårede følelser. Når vi nægter at tilgive, er det en form for magt, der bl.a. kan føles, som man herigennem kan genopbygge ydmygelsen og give os den personlige stolthed tilbage. Hvilket selvfølgelig er en illusion, for det at give den sårede følelse, og stolthed magten, ved at ønske straf og hævn, er altså hverken ægte stolthed eller værdighed i det lange løb.

Ordsprog: Uden tilgivelse er der ingen fremtid.-

Desmond Tutu.

Hvorfor kan det det være så svært for nogen af os at tilgive, selvom vi egentlig gerne vil, da det jo indebærer en vis prestige i vores kultur, at kunne sige: Jeg er i stand til at kunne tilgive alt.

Når det kan være mere end svært for nogle af os, at tilgive eller forsone os med noget meget smertefuldt, der er overgået os, kan det skyldes forskellige faktorer i vores personlighed.

Ordsprog: De svage kan aldrig tilgive. Tilgivelse er en egenskab, der tilhører de stærke.-

Mahatma Gandhi

Jeg bruger dette ordsprog til påpege at, det kræver stor psykisk styrke, at kunne tilgive. Det kræver, at vi er i stand til at sætte os ud over vores egen selvretfærdighed. Den selvretfærdighed, som hjælper os til at føle, at jeg kan respektere mig selv som stærk og retfærdig, gennem at gøre den, der har skadet mig til skurken. Ved at gøre den anden til “skurken” kan jeg genopbygge et selvbillede der siger, at jeg er den rigtige.

En anden side af vores personlighed der kan forhindre os i at kunne tilgive, er fordelene ved at befinde sig i offerrollen. At man er en, der har været udsat for en uretfærdighed, og som derved fortjener andres medfølelse og omsorg. Mange mennesker lever i grupper og fællesskaber der dyrker, at være ofre for nogen eller noget. Det gælder både på mikro- og makroplanet. At dem der handler anderledes end os, er fjenderne og skurkene. Det gælder både i den nære gruppe, parforhold familie, venner og i storpolitik. Der er os, der er de rigtige, og dem eller den, der tænker og handler anderledes end os, der er de forkerte.

Ligeledes gælder fordømmelsen af dem, der har krænket os. Det kan give masser af energi, og måske dulme de sårede og smertefulde følelser, at fantasere om hævn, og tænke at hvis vi påfører den anden samme smerte, som vi selv har oplevet, ja, så vil vi få det bedre. Balancen er genoprettet, alt er godt igen. “Tror vi” ——-

Ordsprog: Den, der efterstræber hævnen, burde grave to grave. –           Gammelt kinesisk ordsprog.

Ligesom der kan være mange gode grunde, og oftest ubevidste, til ikke at kunne tilgive, er der i mit univers mange flere gode grunde til, at være i stand til at tilgive både sig selv og andre, helt fra dybet af hjertet.

Jeg tror det er vigtigt at erkende, at livet som sådan ikke er retfærdigt. Det er måske endnu vigtigere, at erkende at andre mennesker nu engang er, som mennesker er, med alle deres menneskelige fejl og mangler. Det, som vi selv måske ville syntes, må være den helt rigtige måde at opføre sig  på, er ikke altid udviklet på samme måde eller på samme niveau hos andre. Alle har deres baggrund og årsager til at være der, hvor de er i livet, m.h.t modenhed, intelligens, og personlighed. 

Så en af de væsentligste erkendelser ved at kunne tilgive er følgende sætning: At forstå er at tilgive. For mig personligt betyder det, at når vi forstår det andet menneskes handlinger ud fra deres ståsted i livet (eller manglen på samme).  Så vil vi måske ikke i lige så høj grad føle smerten ved, at være blevet dårligt behandlet eller svigtet. Fordi vi måske indser at vedkommende ikke formår at handle anderledes p.g.a netop deres mangler i moral, modenhed og personlighed.

Ordsprog: Du kan tilgive næsten alt. Men du kan ikke tolerere alt. Vi er ikke tvunget til at tolerere det folk gør, fordi vi skal tilgive dem. At tilgive healer os selv personligt. At tolerere alt sårer os selv i det lange løb.-                                            Lewis B. Smedes

Lewis B. Smedes ordsprog er for mig at se, en af de meget vigtige erkendelser til at forstå hvorfor, at kunne tilgive er så vigtigt. At tilgive er at give det fri ,der er sket, og i høj grad for at sætte os selv fri. At frisætte sig selv fra at bære den byrde det er, at bære rundt på al den vrede, der er bundet til det, vi har været udsat for. Derimod er det vigtigt ikke bare at tolerere,  at være sammen med nogen der fortsat krænker os. Hvilket er, at såre os selv meget dybt. Og dermed farligt for både vores psykiske og fysiske helbred.

Hvad er det så at praktisere tilgivelse. Min definition er at, nulstille det skete, og forsone sig med det, der ikke kan gøres om, vi skal ikke glemme det, men frisætte det, så det ikke mere forstyrrer ens livskvalitet, i ord, tanker og handlinger. D.v.s. at vi har forsonet os med det, der er sket, selvom det har medført megen smerte. Det betyder også at lysten til hævn ikke eksisterer mere. Det er meget vigtigt at praktisere tilgivelse især i parforhold, hvor begge har tilgivet hinanden i forbindelse med de svigt der er sket. Ægte tilgivelse betyder, at man  i fremtiden fuldt og helt undlader at nævne tidligere handlinger, nedgørende ord, manglende respekt osv., hver gang der opstår uenighed i forholdet. Hvis man ikke er istand til at lade fortid være fortid, så mangler der endnu et stykke vej i tilgivelses processen.

Jeg håber mine refleksioner omkring emnet tilgivelse, vil være brugbar især til dem der har ønsket dette emne behandlet i dette indlæg.Jeg håber for alle, at dette indlæg vil være en lille håndsrækning til, at tilgive både dig selv og alle andre.

De varmeste og smukke sensommer hilsner til jer alle.

Ingrid

 

 

 

 

IMG_20180120_132731

Hvad er meningen……….

Kære alle læsere af min blog, 

Kære alle modne kvinder og mænd og kære alle andre interesserede.

Min blog har nu eksisteret i ca. 5 måneder og jeg vil gerne takke alle mine læsere for deres positive modtagelse af mine blogindlæg. Jeg har desværre ikke endnu tid nok til, at åbne op for min blog, til at være et forum for dialog. Men jeg har alligevel fået en del henvendelser fra en del af jer over mailen. Og tusind tak for det.

Dette indlæg er valgt, p.g.a at en af mine yngre læsere har stillet mig det spørgsmål. “Hvad er meningen med livet” Det vil jeg efter bedste evne forsøge at give min version af. Som ikke på nogen måde kan opfattes, at være det eneste og sande svar. Hvilket nok heller ikke findes. Det ser ud til at vi mennesker i nogen grad selv, må finde vores mening med livet

Med dette indlæg vil jeg samtidig åbne op for, at du kan sende mig et emne, som du gerne vil høre mine tanker omkring.

Jeg kan naturligvis ikke love, at jeg kan besvare alle forslag, hvis der skulle komme mange henvendelser, som kan ske via min mail adr. ingridortmann@mail.dk.

Men tilbage til: Hvad er meningen med livet?”

 Jeg vil give min version, som den opleves lige nu. Og som i nogen grad vil ændre sig efter de vilkår, jeg må komme ud for.

Jeg vil forsøge, at dele “meningen op i en mere dagligdags adfærd og i en mere overordnet eksistentiel mening. Men selvfølgelig vil dagligdagen og det mere eksistentielle overlappe hinanden i den måde jeg dels opfatter mig selv på og dels den måde jeg møder andre mennesker på.

Jeg oplever, meningen i dagligdagen for mig opstår ved, at møde dagen med et åbent sind overfor, hvad der måtte ske i løbet af dagen. Og en bevidsthed om at dagen formes i høj grad af den måde, jeg møder dagen på. Dermed mener jeg, at meningen kommer ved at “ville” tage ansvar for alt hvad vi møder i dagligdagen, vores relationer, vores familie og venner, børn, unge, dyr og planter og blomster. At møde alt med en ydmyg holdning ( ydmyg skal her forstås som respektfuld)  At gøre vores bedste i de opgaver, vi påtager os at løse.

En anden side af det, der giver mig mening i livet lige nu, ser ud til at blive det store trend i dette efterår.

Emnet er: At vi skal lære at nøjes.

En af tidens guruer, psykologen Svend Brinkmann udkommer meget snart med bogen: “Gå glip – begrænsningens kunst i en grænseløs tid.

Jeg har af gode grunde ikke læst bogen, men som overskrift i et interview i Politiken siger han: “Vi skal lære at nøjes” og netop det at lære at nøjes, ser jeg som en trend, der kan medvirke til at give mange af os  en større og mere indsigtsfuld mening med livet.

En af de syv dødssynder er, som bekendt grådighed. Her skal ikke forstås, at jeg mener, vi  nu skal leve i askese, men at nøjes med lidt mindre af alt det, som mange af os overforbruger: det kan være en uendelig strøm af oplevelser, rejser af mad, drikke, indkøb af ting, som vi har nok af i forvejen, eller at arbejde til vi segner, for at opnå en højere karriere. 

Der er absolut ikke noget i vejen for at nyde og gøre alle disse ting, men hvis vi overforbruger de muligheder vi har, opstår nemt det behov, at mere vil have mere. Ellers vil der hurtigt opstå en følelse af tomhed, som hele tiden skal fyldes op.

 Hvis vi kunne se alle de muligheder vi har,  som noget vi kan nyde som et gode, i de rette mængder, i stedet for noget der skal jagtes. Så vil dette at “kunne nøjes” måske åbne op for noget af det, som jeg oplever som meningen med livet, at vi begynder at tænke anderledes og måske  få lyst til at gøre mere af det, der giver os følelsen af, at livet giver mening, fordi det måske indebærer at vi får tid lyst til at lære os selv og vores omgivelser at kende på et dybere plan. Og dermed måske får lyst til at være noget for andre.

En af vores store filosoffer Søren Kirkegaard, som er eksistentialist tror ikke på, at der er en bestemt mening med livet, men  han tror på, at vi skal skabe meningen selv, ved at vælge os selv, lære os selv at kende og tage ansvar for vores handlinger, og at man ikke kan skyde ansvaret fra sig, ved at skyde skylden for vores problemer på andre.

“Der findes ikke en universel sandhed, der findes kun det, der er sandt for en selv, når man opdager det og erkender det, kan man blive deprimeret og overvældet af angst. Så skal man handle, vælge og kæmpe, for det er først når man gør noget og er i bevægelse, at livet kommer til at give mening.” citat af Søren Kirkegaard.

Så iflg. Søren Kirkegaard, må vi først erkende hvad der er sandt, for os selv. Og derefter skal man så handle, vælge og kæmpe, for det er først, når man gør noget og er i bevægelse, at livet kommer til at give mening.

Ovenstående som til dels også har været en ledetråd for mig, skal bestemt ikke opfattes, som jeg  har fundet de vises sten, eller at jeg er specielt from eller frelst. Tværtimod, men det giver mig bare ro, i sindet at vide, at jeg selv er ansvarlig for at finde den mening, der passer til mit selv.

Meningen med livet på et mere eksistentielt plan er for mig, modsat for Kirkegaard er at føle, at der er en højere meningen med at være her.  Dette gælder bl.a. at føle en slags “kald” til det arbejde, jeg har udført, samt et “kald”. til at hjælpe, og gøre noget for andre. Nu her i denne tredje del af livet, er behovet for at være der for de nære, familie og venner, blevet  mere fremherskende.

Det helt afgørende for at jeg personligt føler, at der er en mening med livet er: at jeg tror på en højere kraft, en gud, som elsker mig, som jeg er, en som jeg kan henvende mig til ,når jeg mangler svar, eller styrke til at gøre det, der skal gøres. 

Ovenstående har været en rød tråd gennem hele livet, men fremstår nok mere bevidst, i denne livsfase, som af psykologen Erikson, kaldes visdommens alder. Hvilket vel betyder, at vores adgang til vores dybere selv, måske er blevet mere tilgængeligt

Jeg vil igen understrege, at jeg hverken er frelst eller et bedre menneske end andre. Men jeg kan holde mig selv ud, fordi jeg tror på det bedste både i mig selv og i andre, og at vi for det meste, vil hinanden det godt.

 I håb om at mine tanker om “meningen” med livet giver både spørgeren og alle  i andre læsere lidt tankegods.

Sender jeg de kærligste tanker.

Ingrid

IMG_20180120_132731

Du skal bare være dig selv……

Du skal bare være dig selv, lyder rådet fra mange velmenende mennesker…….?

Ja, det er selvfølgelig meget vigtigt især for unge mennesker, at de tør stå ved sig selv og ikke forsøger at være noget de ikke er, for at blive accepteret af andre.

Jeg har i den senere tid ret ofte tænkt på, at det “bare at være sig selv” og gøre det vi har mest lyst til, kan medføre at vi glemmer at tænke på, at det kan såre andre hvis vi ikke også tænker på, at vores måde at “være sig selv på” kan medføre, at man i nogen grad samtidig bliver sig selv nok.

I halvfjerdserne hvor en del af os modne kvinder og mænd var forældre, blev meget af den almene dannelse droppet. Vi skulle jo frisætte os for snærende normer. Hvilket på mange måder har været med til, at give vores generation af kvinder fantastiske muligheder for udfoldelse.

Noget af bagsiden af medaljen er måske, at vi i frihedens navn,  ikke fik lært vores børn og unge noget af det, jeg vil kalde hjertets dannelse, som netop gør os istand til “at være os selv”, men samtidig være empatisk overfor andres følelser. Det, at have omtanke for, hvad vi gør imod andres følelser, når vi undlader f.eks at svare på, de henvendelser vi får, fra venner, familie og andre . Det gælder også de mere formelle ting, som invitationer, at takke for sidst, takke for gaver. Eller måske en bøn om hjælp eller et godt råd osv.

Glæden ved at give gaver har lidt trange kår:

M.h.t. glæden ved at give gaver oplever jeg, at man i de seneste år oftest modtager en bestillings seddel i stedet for en ønskeliste. Man modtager en gennemført liste med oplysninger om, hvor gaven kan købes, inklusiv alle informationer vedr. varenummer, farve, størrelse mm.  Indrømmet, en bestillingsseddel gør det da helt klart meget nemmere at købe en gave. Men det personlige i at give en gave, som der er lagt noget personligt i, noget man har gået og tænkt på kunne glæde vedkommende, er med bestillingssedlerne næsten bortfaldet. Men, hånden på hjertet hvem af os ville turde, at se bort fra bestillingssedlen?

Uha. De her  nævnte ting kommer da vist lyde temmelig gammeldags og bagstræberisk. Men jeg tror alligevel på, at rigtig mange både unge og gamle, bliver rigtig kede af det, når de ikke for et svar, når de har henvendt sig til nogen. Det føles som om, man er ligegyldig for det menneske, der ikke engang giver sig tid til et svar. Jeg ved også fra mange inklusive mig selv, at jeg bliver meget glad, når folk svarer på mine henvendelser.  Jeg bliver meget glad, når der bliver sagt tak for sidst og gerne med en positiv kommentar. Jeg bliver også meget glad, hvis jeg har sendt en gave, at jeg i det mindste ved om, den er modtaget. (posten er jo ret usikker for tiden.)

Jeg husker, at jeg for nogle år siden købte en bryllupsgave til et par, jeg ikke kendte så godt, men var inviteret med til deres bryllup. Jeg spurgte naturligvis om, hvad de kunne ønske sig. De ønskede sig noget, der kunne stå og pynte i hjemmet. Jeg brugte flere timer på, at finde en meget smuk vase og i en farve jeg var sikker på, de ville syntes om. Jeg spurgte noget senere, om de kunne lide vasen. Svaret var, det ved vi ikke for vi byttede alle gaverne til bestik til 12  personer. Det er alles ret at bytte, men det der skulle være glæden i at give og modtage en gave føles lidt hjerteløst, hvis man bare  bytter gaven til noget helt andet.

Jeg ved ikke om jeg står alene, med ovenstående indstilling om “at være sig selv på”, som i nogen tilfælde også opleves som, at “være sig selv nok”. Jeg vil så gerne tilføje, “du skal bare være dig selv, men med omtanke og empati for menneskene i dine omgivelser.”

Og så kommer mit ærinde med dette indlæg på bloggen. Det er jo os, os fra generationen, der var unge i halvfjerdserne, der er kommet til at lære vores børn næsten for godt, at de bare “skal være sig selv”, som desværre i nogen grad er blevet til for meget, “mig selv først”.

Noget af det vi med fordel kunne tage med os ind i nutiden. Noget som ville gøre en stor forskel,. er måske den form for hjertets dannelse, der overholder de normer  i dagligdagen, som giver os en følelse af ikke at være ligegyldige. Men som netop giver den menneskelige sammenhængskraft, det fra politisk side skrives om. Hvis vi ikke svarer på de henvendelser vi får, oplever andre at vi er ligeglade med dem.

Lidt på samme måde, som når det offentlige ikke svarer os på vores henvendelser, oplever vi,  at de er ligeglade med os.

Så min bøn er: til alle os lidt ældre. Det, som en hel generation ikke fik lært, og derfor kan have svært ved at give videre deres børn, har brug for nogen, der kan huske de sociale normer, der var med til styrke fællesskabet.  Hjælp, nu børnene til at få en dybere indføling med andres følelser. Og hjælp dem med at få indføling med, at man kan gøre andre meget kede af det, hvis man ikke svarer dem, eller ikke kommer til deres fødselsdag, hvis der vist sig noget sjovere. Lær børnene glæden ved at have medansvar for andres følelser, ved at vise andre, at de betyder noget, og at vi derfor selvfølgelig svarer dem, og holder de aftaler vi har lavet. Gevinsten ved at være en man kan stole på, er bl.a. at det giver en god selvtillid at være en, som er til at stole på.

  Ovenstående vil måske i sidste ende også hjælpe børn til at stoppe mobning på nettet, som jo bl.a. sker fordi man ikke har lært at indleve nok sig i, hvad der der gør andre kede af det. Og fordi man måske har lært for meget af  “at være sig selv først og fremmest”.

Det er mit håb, at dette indlæg ikke bliver læst som en løftet pegefinder, fra en der for længe siden er outdated, men snarere fra en der stadig arbejder med mennesker der ofte oplever smerten over, at de ikke bliver set, ikke får svar, ikke mødes med hjertets dannelse fra alle os andre.

De varmeste sensommer hilsner.

Ingrid

     

 

IMG_20180120_132731

Styrken og glæden ved at leve livet langsomt…

Kære alle, modne kvinder og alle andre interesserede.

Det er nu gået et par uger siden mit sidste indlæg, som handlede om at blive set og accepteret, som den man er, og her specielt af “mor”. Jeg har modtaget flere henvendelser fra kvinder, som følte mit indslag ramte noget i deres liv, noget som der måske stadig kan rådes bod på. Ved at udvide vores bevidst omkring, at være mere anerkendende, særligt overfor de nærmeste. Jeg syntes i al beskedenhed, at jeg selv har gjort nogle små fremskridt i den seneste tid, omkring det at se, hvor den anden er i sit liv, og derfor i højere grad kan optræde lidt mere respektfuld.

Jeg nævnte i min  sidste blog, at jeg ville skrive et indlæg om, at leve live mere langsomt. Da jeg ville undersøge, hvad der allerede er skrevet om emnet, blev jeg klar over at; “det at leve livet langsomt”, i øjeblikket er en verdensomspændende trend. Et helt naturligt modtræk til det hektiske liv, mange af os lever. Der findes masser af eksempler på hvordan børnefamilier har lagt deres livsform om og sagt farvel til krævende jobs for at leve mere simpelt og nærværende med den nærmeste familie. Noget som har været på vej i mange år, men som nok lige nu er tiltagende p.g.a al den stress, som livet, når det hele skal være ” et perfekt liv”, medfører

Mit ærinde i denne blog, er dog mere specifikt, det gælder i højere grad mange os, som  er nået op i en mere moden alder. Flere af os modne syntes næsten at have mere travlt, end vi havde før, da både familie, børn og job skulle passes. Det er som om, det er blevet et “must” at have meget travlt i den modne alder og kunne fremvise en fuld kalender. Måske skyldes denne travlhed, at vi måske føler en frygt for, at blive sat ud af spillet. Og dermed fremstå mindre interessant, som menneske.  Rigtig mange af de mennesker, som jeg kender eller hører om, er mere eller mindre altid enten på rejse, på tur, på kursus, arbejder som frivillig eller passer børnebørn.  Alt sammen noget meget positivt, men samtidig er der helt klart høj status i at være på toppen, og være en interessant, person, som altid kan byde ind med noget nyt og spændende.

Da jeg helt personligt også selv i nogen grad tilhører gruppen af de meget aktive mennesker i den modne alder, skal ovenstående ikke forstås som en kritik mod nogen. Men mere som et spørgsmål: Er der et alternativ til det fortravlede liv, som mange af os stadig er en del af. Et liv som til tider kan opleves som ret stressende og stadig præget af den stærke pligt følelse, vi fra barnsben bærer som et åg på skuldrene.

  Jeg har i det seneste års tid ofte tænkt på flere ting omkring os “travle mennesker”,   bl.a. hvor svært det kan være, at lave en aftale, både med venner, veninder og par. Rigtig mange har aftaler langt ud i fremtiden. Måske har de lige tid til at komme forbi på vej til noget andet. Eller de har lige et par timer mellem to rejser m.m. De mange aktiviteter mange af os har, er som nævnt klart prestigeskabende, det gælder om at kunne komme med noget interessant. Det jeg personligt er begyndt at savne er,  et mere afslappende samvær, hvor der er tid til at fordybe sig i, hvordan vi virkelig har det, og hvad der optager os dybest inde. Det kræver, at der er tid og ro, til indimellem at være lidt mere stille og langsom. Det ville være dejligt, hvis man også kunne ses mere uformelt og uden at skulle præstere et fint hus og  og en vellykket middag.

Når det kommer til stykket, er det ofte ikke særligt interessant, at høre om andres rejser  og andre begivenheder. Det vi nok oftest husker fra en god aften er, en samtale hvor vi deler nogle tanker om det, at være til her og nu.

Hvad kunne vi så evt. opnå hvis vores samvær kunne foregå noget mere “langsomt”, hvad ville være anderledes.? Jeg har i den sidste uges tid oplevet nogle af glæderne ved et mere langsomt liv, et liv uden konstant kontakt udefra gennem telefon og mails. Jeg har brugt god tid til at nyde verdens flotteste udsigt herfra mit bjerg, udover havet, olivenlunden, de venlige og favnende bjerge og de lidt mere dramatisk “hvide bjerge” i baggrunden.

Det er som om alle mine slørede sanser er vågnet op af deres dvale. 

Hvis jeg ikke har været fuldt bevidst om det før, er “styrken”,

af at påskønne skønhed:  en underfuld og kraftfuld styrke. 

En  altfavnende skønhed som pirrer fantasien, livsmodet 

og lysten til udtrykke sig mere poetisk  i blidere toner.  

Langsomheden og  skønheden åbner mit hjerte  til,

at møde alt omkring mig med kærlighed og accept af alt, hvad der er.

Skønheden får mig til at smile, og måske blive lidt vemodig,

den giver lysten til at udfolde sig , danse og synge,

til at lytte musik der matcher lige den måde, vejret nu velsigner os på denne dag.

Det, som jeg er helt sikker på efter mine refleksioner over et langsommere liv, hvor alle sanser er åbne, efter at være fokuseret på naturens gavmildhed er.

At jeg i den kommende tid, vil forsøge at være mere nærværende, mere lyttende, mere istand til at møde den, du er, være mere kærlig og opmærksom og mere generøs

 Selvom de fleste af os måske ikke oplever livets mere favnende sider hver dag, er det  godt at vide, at der helt gratis ligger en masse livsvisdom lige foran os, hvis vi af og til giver os tid til langsomt, at indfange det som livet, når det kommer til stykket, handler allermest om. 

Jeg ønsker jer alle en fortsat god og måske lidt langsommere sensommer

De hjerteligste tanker herfra bjerget

Ingrid

 

 

IMG_20180120_132731

Manglende anerkendelse fra mor….

Anerkendelse er blevet et modeord, som bruges i mange sammenhænge, såsom anerkendende ledelse, anerkendende pædagogik.osv.

Når jeg tager emnet anerkendelse op i dette indlæg skyldes det, at jeg i min praksis bare inden for den aller seneste tid, i flere tilfælde har oplevet meget alvorlige konsekvenser af manglende anerkendelse fra klienternes mor. 

Her taler jeg om flere voksne kvinder og en yngre mand. Det der er fælles for de samtaler, jeg her henviser til, er at selvom om man på mange områder er velfungerende, så fylder mor stadig alt for meget i dagligdagen. Der er typisk en meget stor vrede forbundet med ikke at være mødt, og set, som den man er i barndommen. Vrede over, at skulle have været en anden, end den man er, vrede over ikke at kunne gøre mor tilfreds, selvom man føler, at have gjort alt for at opnå mors accept. 

Denne mangel på anerkendelse og accept har for de ovennævnte døtre og en søn, resulteret i en stor usikkerhed om eget værd. Og derfor en konstant søgen efter anerkendelse hos andre, gennem f.eks. at være meget hjælpsom, generøs og opmærksom på andres behov i håb om endelig, at opnå deres anerkendelse. En sådan adfærd vil naturligt medføre mange skuffelser, vrede og udmattelse over alligevel ikke at møde den basale anerkendelse, man mangler. 

Der kan være utallige årsager til at nogle mødre kan have svært ved at se og møde deres barn, som de sikkert elsker meget højt. Det kan skyldes forskellige psykiske vanskeligheder, og/eller, at de ikke selv har mødt anerkendelse fra deres egne mødre.  Det er altid svært at give noget , man ikke selv har. Mit ærinde er bestemt ikke at dømme dem, der har svært ved at anerkende deres børn for, det de er.

Jeg vil skynde mig at tilføje, at ovenstående heller ikke er tænkt ,for at give jer/mig selv dårlig samvittighed. De fleste af os har sikkert været tilstrækkelig anerkendende både overfor vores børn og andre mennesker. Rent personligt kan jeg nu godt erkende, at der er plads til forbedring, hvilket jeg vil arbejde på.  Så måske kan dette blogindlæg medføre nogle refleksioner hos os alle. Refleksioner over at der er mange mennesker, måske inklusiv nogle af os selv der mangler, det jeg kalder basal anerkendelse, fra vores forældre. Så måske trænger mange af os til i højere grad, at anerkende os selv og dermed gøre os istand til bedre, at kunne anerkende andre. Uanset hvor forskellige de måtte være i forhold til os selv.

 Jeg vil her komme med et par citater om anerkendelse af andre og dig selv. Beklageligvis har jeg ikke nogen ophavsmand/kvinde til nedenstående citater.

Citat om accept og anerkendelse:

” Når du anerkender et andet menneske, betyder det at, du respekterer det, den anden tænker, føler og mener uden at forsøge, at overtale vedkommende til at tænke, føle og mene noget andet. Det betyder ikke at du behøver at være enig eller forstå det, det betyder bare, at du respekterer den anden præcis for den, han/hun er.”

 Citat om at anerkende dig selv:

“Kritiser ikke dig selv for alt det du ikke er, og ikke kan. Anerkend i stedet dig selv for alt det du er, og alt det du kan”    

Ovenstående  citater syntes jeg definerer det, jeg vil kalde basal anerkendelse. Omkring det at blive bedre til at anerkende sig selv, kan det være lidt svært i vores kultur. Men gevinsten ved at være anerkendende og acceptere sig selv kunne være, at vi  bliver bedre istand til at møde andre anerkendende, med accept og respekt.

Fortsat rigtig god sommer. Jeg vil i næste indlæg komme ind på at leve livet langsommere.

De varmeste sommer hilsner

Ingrid