Du skal bare være dig selv……

Du skal bare være dig selv, lyder rådet fra mange velmenende mennesker…….?

Ja, det er selvfølgelig meget vigtigt især for unge mennesker, at de tør stå ved sig selv og ikke forsøger at være noget de ikke er, for at blive accepteret af andre.

Jeg har i den senere tid ret ofte tænkt på, at det “bare at være sig selv” og gøre det vi har mest lyst til, kan medføre at vi glemmer at tænke på, at det kan såre andre hvis vi ikke også tænker på, at vores måde at “være sig selv på” kan medføre, at man i nogen grad samtidig bliver sig selv nok.

I halvfjerdserne hvor en del af os modne kvinder og mænd var forældre, blev meget af den almene dannelse droppet. Vi skulle jo frisætte os for snærende normer. Hvilket på mange måder har været med til, at give vores generation af kvinder fantastiske muligheder for udfoldelse.

Noget af bagsiden af medaljen er måske, at vi i frihedens navn,  ikke fik lært vores børn og unge noget af det, jeg vil kalde hjertets dannelse, som netop gør os istand til “at være os selv”, men samtidig være empatisk overfor andres følelser. Det, at have omtanke for, hvad vi gør imod andres følelser, når vi undlader f.eks at svare på, de henvendelser vi får, fra venner, familie og andre . Det gælder også de mere formelle ting, som invitationer, at takke for sidst, takke for gaver. Eller måske en bøn om hjælp eller et godt råd osv.

Glæden ved at give gaver har lidt trange kår:

M.h.t. glæden ved at give gaver oplever jeg, at man i de seneste år oftest modtager en bestillings seddel i stedet for en ønskeliste. Man modtager en gennemført liste med oplysninger om, hvor gaven kan købes, inklusiv alle informationer vedr. varenummer, farve, størrelse mm.  Indrømmet, en bestillingsseddel gør det da helt klart meget nemmere at købe en gave. Men det personlige i at give en gave, som der er lagt noget personligt i, noget man har gået og tænkt på kunne glæde vedkommende, er med bestillingssedlerne næsten bortfaldet. Men, hånden på hjertet hvem af os ville turde, at se bort fra bestillingssedlen?

Uha. De her  nævnte ting kommer da vist lyde temmelig gammeldags og bagstræberisk. Men jeg tror alligevel på, at rigtig mange både unge og gamle, bliver rigtig kede af det, når de ikke for et svar, når de har henvendt sig til nogen. Det føles som om, man er ligegyldig for det menneske, der ikke engang giver sig tid til et svar. Jeg ved også fra mange inklusive mig selv, at jeg bliver meget glad, når folk svarer på mine henvendelser.  Jeg bliver meget glad, når der bliver sagt tak for sidst og gerne med en positiv kommentar. Jeg bliver også meget glad, hvis jeg har sendt en gave, at jeg i det mindste ved om, den er modtaget. (posten er jo ret usikker for tiden.)

Jeg husker, at jeg for nogle år siden købte en bryllupsgave til et par, jeg ikke kendte så godt, men var inviteret med til deres bryllup. Jeg spurgte naturligvis om, hvad de kunne ønske sig. De ønskede sig noget, der kunne stå og pynte i hjemmet. Jeg brugte flere timer på, at finde en meget smuk vase og i en farve jeg var sikker på, de ville syntes om. Jeg spurgte noget senere, om de kunne lide vasen. Svaret var, det ved vi ikke for vi byttede alle gaverne til bestik til 12  personer. Det er alles ret at bytte, men det der skulle være glæden i at give og modtage en gave føles lidt hjerteløst, hvis man bare  bytter gaven til noget helt andet.

Jeg ved ikke om jeg står alene, med ovenstående indstilling om “at være sig selv på”, som i nogen tilfælde også opleves som, at “være sig selv nok”. Jeg vil så gerne tilføje, “du skal bare være dig selv, men med omtanke og empati for menneskene i dine omgivelser.”

Og så kommer mit ærinde med dette indlæg på bloggen. Det er jo os, os fra generationen, der var unge i halvfjerdserne, der er kommet til at lære vores børn næsten for godt, at de bare “skal være sig selv”, som desværre i nogen grad er blevet til for meget, “mig selv først”.

Noget af det vi med fordel kunne tage med os ind i nutiden. Noget som ville gøre en stor forskel,. er måske den form for hjertets dannelse, der overholder de normer  i dagligdagen, som giver os en følelse af ikke at være ligegyldige. Men som netop giver den menneskelige sammenhængskraft, det fra politisk side skrives om. Hvis vi ikke svarer på de henvendelser vi får, oplever andre at vi er ligeglade med dem.

Lidt på samme måde, som når det offentlige ikke svarer os på vores henvendelser, oplever vi,  at de er ligeglade med os.

Så min bøn er: til alle os lidt ældre. Det, som en hel generation ikke fik lært, og derfor kan have svært ved at give videre deres børn, har brug for nogen, der kan huske de sociale normer, der var med til styrke fællesskabet.  Hjælp, nu børnene til at få en dybere indføling med andres følelser. Og hjælp dem med at få indføling med, at man kan gøre andre meget kede af det, hvis man ikke svarer dem, eller ikke kommer til deres fødselsdag, hvis der vist sig noget sjovere. Lær børnene glæden ved at have medansvar for andres følelser, ved at vise andre, at de betyder noget, og at vi derfor selvfølgelig svarer dem, og holder de aftaler vi har lavet. Gevinsten ved at være en man kan stole på, er bl.a. at det giver en god selvtillid at være en, som er til at stole på.

  Ovenstående vil måske i sidste ende også hjælpe børn til at stoppe mobning på nettet, som jo bl.a. sker fordi man ikke har lært at indleve nok sig i, hvad der der gør andre kede af det. Og fordi man måske har lært for meget af  “at være sig selv først og fremmest”.

Det er mit håb, at dette indlæg ikke bliver læst som en løftet pegefinder, fra en der for længe siden er outdated, men snarere fra en der stadig arbejder med mennesker der ofte oplever smerten over, at de ikke bliver set, ikke får svar, ikke mødes med hjertets dannelse fra alle os andre.

De varmeste sensommer hilsner.

Ingrid