Manglende anerkendelse fra mor….

Anerkendelse er blevet et modeord, som bruges i mange sammenhænge, såsom anerkendende ledelse, anerkendende pædagogik.osv.

Når jeg tager emnet anerkendelse op i dette indlæg skyldes det, at jeg i min praksis bare inden for den aller seneste tid, i flere tilfælde har oplevet meget alvorlige konsekvenser af manglende anerkendelse fra klienternes mor. 

Her taler jeg om flere voksne kvinder og en yngre mand. Det der er fælles for de samtaler, jeg her henviser til, er at selvom om man på mange områder er velfungerende, så fylder mor stadig alt for meget i dagligdagen. Der er typisk en meget stor vrede forbundet med ikke at være mødt, og set, som den man er i barndommen. Vrede over, at skulle have været en anden, end den man er, vrede over ikke at kunne gøre mor tilfreds, selvom man føler, at have gjort alt for at opnå mors accept. 

Denne mangel på anerkendelse og accept har for de ovennævnte døtre og en søn, resulteret i en stor usikkerhed om eget værd. Og derfor en konstant søgen efter anerkendelse hos andre, gennem f.eks. at være meget hjælpsom, generøs og opmærksom på andres behov i håb om endelig, at opnå deres anerkendelse. En sådan adfærd vil naturligt medføre mange skuffelser, vrede og udmattelse over alligevel ikke at møde den basale anerkendelse, man mangler. 

Der kan være utallige årsager til at nogle mødre kan have svært ved at se og møde deres barn, som de sikkert elsker meget højt. Det kan skyldes forskellige psykiske vanskeligheder, og/eller, at de ikke selv har mødt anerkendelse fra deres egne mødre.  Det er altid svært at give noget , man ikke selv har. Mit ærinde er bestemt ikke at dømme dem, der har svært ved at anerkende deres børn for, det de er.

Jeg vil skynde mig at tilføje, at ovenstående heller ikke er tænkt ,for at give jer/mig selv dårlig samvittighed. De fleste af os har sikkert været tilstrækkelig anerkendende både overfor vores børn og andre mennesker. Rent personligt kan jeg nu godt erkende, at der er plads til forbedring, hvilket jeg vil arbejde på.  Så måske kan dette blogindlæg medføre nogle refleksioner hos os alle. Refleksioner over at der er mange mennesker, måske inklusiv nogle af os selv der mangler, det jeg kalder basal anerkendelse, fra vores forældre. Så måske trænger mange af os til i højere grad, at anerkende os selv og dermed gøre os istand til bedre, at kunne anerkende andre. Uanset hvor forskellige de måtte være i forhold til os selv.

 Jeg vil her komme med et par citater om anerkendelse af andre og dig selv. Beklageligvis har jeg ikke nogen ophavsmand/kvinde til nedenstående citater.

Citat om accept og anerkendelse:

” Når du anerkender et andet menneske, betyder det at, du respekterer det, den anden tænker, føler og mener uden at forsøge, at overtale vedkommende til at tænke, føle og mene noget andet. Det betyder ikke at du behøver at være enig eller forstå det, det betyder bare, at du respekterer den anden præcis for den, han/hun er.”

 Citat om at anerkende dig selv:

“Kritiser ikke dig selv for alt det du ikke er, og ikke kan. Anerkend i stedet dig selv for alt det du er, og alt det du kan”    

Ovenstående  citater syntes jeg definerer det, jeg vil kalde basal anerkendelse. Omkring det at blive bedre til at anerkende sig selv, kan det være lidt svært i vores kultur. Men gevinsten ved at være anerkendende og acceptere sig selv kunne være, at vi  bliver bedre istand til at møde andre anerkendende, med accept og respekt.

Fortsat rigtig god sommer. Jeg vil i næste indlæg komme ind på at leve livet langsommere.

De varmeste sommer hilsner

Ingrid