Styrken og glæden ved at leve livet langsomt…

Kære alle, modne kvinder og alle andre interesserede.

Det er nu gået et par uger siden mit sidste indlæg, som handlede om at blive set og accepteret, som den man er, og her specielt af “mor”. Jeg har modtaget flere henvendelser fra kvinder, som følte mit indslag ramte noget i deres liv, noget som der måske stadig kan rådes bod på. Ved at udvide vores bevidst omkring, at være mere anerkendende, særligt overfor de nærmeste. Jeg syntes i al beskedenhed, at jeg selv har gjort nogle små fremskridt i den seneste tid, omkring det at se, hvor den anden er i sit liv, og derfor i højere grad kan optræde lidt mere respektfuld.

Jeg nævnte i min  sidste blog, at jeg ville skrive et indlæg om, at leve live mere langsomt. Da jeg ville undersøge, hvad der allerede er skrevet om emnet, blev jeg klar over at; “det at leve livet langsomt”, i øjeblikket er en verdensomspændende trend. Et helt naturligt modtræk til det hektiske liv, mange af os lever. Der findes masser af eksempler på hvordan børnefamilier har lagt deres livsform om og sagt farvel til krævende jobs for at leve mere simpelt og nærværende med den nærmeste familie. Noget som har været på vej i mange år, men som nok lige nu er tiltagende p.g.a al den stress, som livet, når det hele skal være ” et perfekt liv”, medfører

Mit ærinde i denne blog, er dog mere specifikt, det gælder i højere grad mange os, som  er nået op i en mere moden alder. Flere af os modne syntes næsten at have mere travlt, end vi havde før, da både familie, børn og job skulle passes. Det er som om, det er blevet et “must” at have meget travlt i den modne alder og kunne fremvise en fuld kalender. Måske skyldes denne travlhed, at vi måske føler en frygt for, at blive sat ud af spillet. Og dermed fremstå mindre interessant, som menneske.  Rigtig mange af de mennesker, som jeg kender eller hører om, er mere eller mindre altid enten på rejse, på tur, på kursus, arbejder som frivillig eller passer børnebørn.  Alt sammen noget meget positivt, men samtidig er der helt klart høj status i at være på toppen, og være en interessant, person, som altid kan byde ind med noget nyt og spændende.

Da jeg helt personligt også selv i nogen grad tilhører gruppen af de meget aktive mennesker i den modne alder, skal ovenstående ikke forstås som en kritik mod nogen. Men mere som et spørgsmål: Er der et alternativ til det fortravlede liv, som mange af os stadig er en del af. Et liv som til tider kan opleves som ret stressende og stadig præget af den stærke pligt følelse, vi fra barnsben bærer som et åg på skuldrene.

  Jeg har i det seneste års tid ofte tænkt på flere ting omkring os “travle mennesker”,   bl.a. hvor svært det kan være, at lave en aftale, både med venner, veninder og par. Rigtig mange har aftaler langt ud i fremtiden. Måske har de lige tid til at komme forbi på vej til noget andet. Eller de har lige et par timer mellem to rejser m.m. De mange aktiviteter mange af os har, er som nævnt klart prestigeskabende, det gælder om at kunne komme med noget interessant. Det jeg personligt er begyndt at savne er,  et mere afslappende samvær, hvor der er tid til at fordybe sig i, hvordan vi virkelig har det, og hvad der optager os dybest inde. Det kræver, at der er tid og ro, til indimellem at være lidt mere stille og langsom. Det ville være dejligt, hvis man også kunne ses mere uformelt og uden at skulle præstere et fint hus og  og en vellykket middag.

Når det kommer til stykket, er det ofte ikke særligt interessant, at høre om andres rejser  og andre begivenheder. Det vi nok oftest husker fra en god aften er, en samtale hvor vi deler nogle tanker om det, at være til her og nu.

Hvad kunne vi så evt. opnå hvis vores samvær kunne foregå noget mere “langsomt”, hvad ville være anderledes.? Jeg har i den sidste uges tid oplevet nogle af glæderne ved et mere langsomt liv, et liv uden konstant kontakt udefra gennem telefon og mails. Jeg har brugt god tid til at nyde verdens flotteste udsigt herfra mit bjerg, udover havet, olivenlunden, de venlige og favnende bjerge og de lidt mere dramatisk “hvide bjerge” i baggrunden.

Det er som om alle mine slørede sanser er vågnet op af deres dvale. 

Hvis jeg ikke har været fuldt bevidst om det før, er “styrken”,

af at påskønne skønhed:  en underfuld og kraftfuld styrke. 

En  altfavnende skønhed som pirrer fantasien, livsmodet 

og lysten til udtrykke sig mere poetisk  i blidere toner.  

Langsomheden og  skønheden åbner mit hjerte  til,

at møde alt omkring mig med kærlighed og accept af alt, hvad der er.

Skønheden får mig til at smile, og måske blive lidt vemodig,

den giver lysten til at udfolde sig , danse og synge,

til at lytte musik der matcher lige den måde, vejret nu velsigner os på denne dag.

Det, som jeg er helt sikker på efter mine refleksioner over et langsommere liv, hvor alle sanser er åbne, efter at være fokuseret på naturens gavmildhed er.

At jeg i den kommende tid, vil forsøge at være mere nærværende, mere lyttende, mere istand til at møde den, du er, være mere kærlig og opmærksom og mere generøs

 Selvom de fleste af os måske ikke oplever livets mere favnende sider hver dag, er det  godt at vide, at der helt gratis ligger en masse livsvisdom lige foran os, hvis vi af og til giver os tid til langsomt, at indfange det som livet, når det kommer til stykket, handler allermest om. 

Jeg ønsker jer alle en fortsat god og måske lidt langsommere sensommer

De hjerteligste tanker herfra bjerget

Ingrid